Farvel til mafiaen

Robert De Niro er en af de mest talentfulde og ikoniske skuespillere i de seneste 40 års amerikanske filmhistorie. Desværre har han gennem det seneste årti nærmest kun medvirket i filmbagateller.

Sidste års Silver Linings Playbook var en delvis undtagelse, men det er Farvel til mafiaen ikke.

Den 70-årige skuespiller spilder igen kræfterne i en letbenet action-komedie, hvor han parodierer den type mafioso, han med så overbevisende brutalitet har spillet i flere af sine hovedværker.

Her er han gangsterbossen Giovanni Manzoni, som begår den ultimative dødssynd og stikker sine mafiavenner i Brooklyn. Han bliver indsat i et vidnebeskyttelsesprogram under den nye identitet ”Fred Blake”, og sammen med sin kone Maggie (Michelle Pfeiffer) og deres to teenagebørn går turen over Atlanten til en lille provins i Normandiet, hvor familien indkvarteres.

Men den kedsommelige inkognitotilværelse i den franske idyl bliver hurtigt en hård prøvelse for familien, der har svært ved at slippe fortidens kontante afregningsmetoder.

Maggie futter det lokale supermarked af efter at have fået en ubehøvlet betjening. Den får nemlig ikke for lidt med de klichefuldt snobbede franskmænd – eller de mere liderlige af slagsen for den sags skyld.

Datteren Belle (Dianna Agron) gennembanker en lidt for kæk knægt med en tennisketsjer efter en temmelig lummer tilnærmelse. Sønnike (John D’Leo) indtager skolen som en sand Don Corleone i børnehøjde og tager hurtigt hævn over de drenge, der hader amerikanere og slår ham til plukfisk i starten af filmen. Og farmand selv? Han tæver en grådig blikkenslager halvt ihjel.

Sådan følger vi på kryds og tværs de fire familiemedlemmers dagligdag, mens deres kontaktperson fra CIA desperat ser facaden krakelere, så familien uundgåeligt afslører sig selv, og det kun er et spørgsmål om tid, før hævngerrige skygger fra fortiden dukker op i provinsbyen.

Tommy Lee Jones er fornøjelig i rollen som den opgivende CIA-agent, men den glimrende skuespillers lille birolle gør hverken fra eller til.

Robert De Niro spiller såmænd også hæderligt nok. Det er ikke uden humor, da Giovanni – af alle tænkelige hverv – vælger at forklare sin nabo, at han er forfatter og arbejder på en bog om Normandiets historie, hvilket hurtigt fører mafiosoen ud i en akavet søforklaring. Men hans karakter har langt fra samme bid eller historie at folde sig ud i, som hans deprimerede gangster Paul Vitti trods alt havde i den tilforladelige Familieterapi.

Michelle Pfeiffer kan trække på sin rolle som mafiakonen, der startede et nyt liv i Jonathan Demmes Gift med mafiaen, men manuskriptet til Farvel til mafiaen efterlader ikke den 55-årige blondine meget charme at arbejde med.

I det hele taget er familien svær at holde af, og miskmasket af komedie og action fungerer sjældent godt sammen. Humoren opvejer ikke den rå vold, og den satiriske skildring af den sociopatiske familie falder derfor alt for ofte pladask til jorden.

Luc Besson (Det femte element) har instrueret løjerne, og han har som De Niro tydeligvis sin storhedstid bag sig. Martin Scorsese har produceret, og det er mere sørgeligt end sjovt, når Giovanni ved en fejl kommer til at vise Goodfellas for byens filmklub i en kikset metascene. Det grænser sig næsten til det blasfemiske at trække mesterværket ind i denne sørgelige satire.

Præmissen er i øvrigt en bleg kopi af Netflix-serien Lilyhammer, hvor Steven Van Zandt er gangsteren, som stikker vennerne og starter forfra i det norske snelandskab.

I denne serie er der ingen umotiveret vold, humoren er i højsædet, og modstillingen mellem amerikaneren og de lokale indbyggere er underholdende. Ingen af delene kan man sige om Farvel til mafien.