Farvel uden tak

Stolt viser en kvinde en guldmedalje, som hun modtog fra Dronningen for 50 års tro arbejdstjeneste.

Spurgt om hun efterfølgende bar den på arbejde, nikker hun smilende. Men ceremonien var allerede færdig efter små tre minutter.

Majestæten har naturligvis andet at se til end at fejre hver af sine undersåtters bedrifter. Men hvad med chefer, kollegaer og systemet på arbejdsmarkedet, som de alle sammen er en del af?

Deres karriere var ikke præget af prisoverrækkelser, bonusser og anerkendende takketaler. Tværtimod fortæller de om antiklimakset ved deres fratrædelse efter et langt arbejdsliv.

Blandt dem er Carinas egen far Carsten. Han arbejdede som bedemand og tjente sin pligt ved Dronning Ingrids begravelse og Kejserinde Dagmar af Ruslands genbegravelse.

Det fik han også en guldmedalje fra Kongehuset for. Men han kan ikke umiddelbart finde den, når han leder foran det rullende kamera.

Carina spørger direkte de medvirkende, om de kunne tænke sig, at afskedigelsen var blev markeret og deres bedrifter fejret.

Farmand Carsten siger, at han ville have ønsket sig pindemad og mulighed for at invitere gamle kolleger – også dem, der stoppede før ham.

Instruktøren ringer rundt til dem, faren har kendt igennem karrieren. Blandt andre kirketjeneren Pauli og præsten ved Holmens Kirke Annette, der har rosende ord om Carsten, både personligt og professionelt, som havde været på sin plads inden en skål for hovedpersonen.

Filmen lider glimtvis under den sentimentale underlægningsmusik, som man forbinder med store tragedier og melodrama. I de øjeblikke virker filmens budskab om social uretfærdighed og værdighed nærmest ironisk.

Især filmens første tyve minutter føles en anelse lange. Men så kommer der andre boller på suppen.

Instruktøren har tidligere lavet det originale portræt af kunstneren Knud Pedersen i Det Uopnåelige, som Ekko udgav på dvd med #71 i 2016. Og hendes baggrund fra Den Danske Filmskoles animationslinje er tydelig, når hun i den nye film legende låner tegnefilmsagtige greb til at udfolde fortællingen.

På en hvid skærm dukker animerede dokumentmapper og flyttekasser op, idet de taler om bureaukrati og overgang til pensionen. Kameraet kommer med ind i pensionisternes stuer, men undertiden står de midt i en tom, hvid kulisse, så kun den enkelte fortæller er i fokus.

Nogle gange træder Carina selv ind i billedet for at flytte den interviewede. Andre gange ses blot hendes forstørrede hænder, som om personerne er små dukker, hun leger med.

Ord er overflødige, når filmen afspejler et samfund, der behandler borgere som redskaber, der kasseres, når de bliver for gamle.

Samme tomme kulisse møbleres langsomt undervejs med klapstole, borde og en rød løber, som en rengøringsassistent kommer ind for at støvsuge. Her skal filmens ubesungne helte fejres.

En hemmelig gæst skal holde tale for den tidligere taxachauffør Ali, som forbindes med fortællingen om indvandring og integration i Danmark.

Kathleen fortæller om at knokle sig gennem seksten timers arbejdsdage for til sidst kun at kunne glæde sig over, at man ikke har gæld. Derimod er der intet mentalt overskud.

Både Ali og Kathleens tårevædede øjne og forsagte smil er rørende højdepunkter. Med finurlige virkemidler transcenderer hyldesten til arbejdere og tjenestemændsproget og fortællingen, så de medvirkende får poetisk retfærdighed.