Fast & Furious 8

Efter et hav af biljagter i mange film med ”Fast” i titlen har antihelten Dom (Vin Diesel) og hans nu kone Letty (Michelle Rodriguez) slået sig ned på solrige Cuba, som åbenbart er fyldt med toptrænede pigenumser og toptunede superbiler.

Men idyllen får ikke lov at fortsætte længe i Fast & Furious 8, hvor instruktøren F. Gary Gray igen udsætter holdet for actionfyldte udfordringer, der ganske belejligt altid kan løses med en slæde, som er hurtig nok.

Filmserien er siden den første film fra 2001 muteret fra at være en lille, lokal historie om en undercover politimand, der skal infiltrere et undergrundsmiljø med ulovlig gaderæs, til at blive en stor, vulgær action-franchise, hvor nærmest alt kan lade sig gøre.

Det er både godt og skidt.

De to forrige film har solgt kassen og står som nogle underholdende actionbrag med velklippede biljagter, der er utroligt fantasifulde.

Eksempelvis brænder scenen fra Fast & Furious 7, hvor Dom i sin superbil hopper fra den ene skyskraber i Abu Dhabi til den næste, sig virkelig fast på nethinden.

Til gengæld er filmenes historier lige så glatte som en nypoleret kølerhjelm, og den ottende film kører videre i samme rille.

Dom bliver tvunget til at arbejde for superhackeren Cipher, spillet af en totalt kold og psykopatisk Charlize Theron. Hun kan hacke sig ind overalt, og hun har planer om at få fat i atomvåben.

Hackertemaet afføder filmens vildeste scene, hvor Cipher hacker alle computerstyrede biler i New York og får dem til køre igennem byen som en dræbende horde, der ligner en biludgave af turbozombie-flokkene i World War Z.

Det ser sejt ud, men understreger også filmens tendens til, at alt skal ske med biler. Dons gamle vennegruppe får med ledelse af superagenten Nobody (Kurt Russell) til opgave at stoppe Don og Cipher.

Og deres våben? Biler, naturligvis.

Det er nogle fede biler, heriblandt en lille tank med V8-motor, men med tiden føles det som et klodset benspænd, at filmen skal være så sygeligt bilfikseret.

Det kunne dog se ud, som om nogen har påpeget det i klipperummet. For heldigvis har instruktøren indimellem bilstrabadserne klippet nogle velkorrigerede nærkampscener med en charmerende Jason Statham.

Historien er enkel, men det er alligevel et sjovt twist at lade Dom kæmpe mod sine gamle venner, som tæller den gigantiske politimand Hobbs (Dwayne Johnson). Men holdet virker ret overflødigt i forhold til historien. Roman (Tyrese Gibson), Tej (Ludacris) og Ramsey (Nathalie Emmanuel) skifter mellem at fremsige usjove one-liners og lave unødvendige referencer til de andre film.

Det er faktisk en fordel at have set de gamle film for at fatte forholdet mellem personerne. Stathams Dereck var eksempelvis skurken i den forrige film, men i denne omgang viser han en helt ny side af sig selv.

Filmens store svaghed er, at F. Gary Gray ikke har nogen tiltro til sit publikums intellekt. Franchisens tema – familien over alt andet – bliver tværet ud i hovedet på os via overtydelige replikker og scener med Vin Diesel, der kniber øjnene lidt for hårdt sammen, når hans familie eller venner er i knibe.

Som om det ikke er nok, kommer der et nyt familiemedlem, som Jason Statham får lov til at lave en sjov, men også lidt Jackie Chan-plat kampscene med.

Filmens overmættede actionscener bliver anstrengende i den over to timer lange films tredje akt. Inden da har filmen dog formået at usynliggøre sine CGI-effekter, som fint smelter sammen med de ægte stuntscener.

Men scenen til sidst, hvor heltene kører ræs med en ubåd på det frosne Barentshav, vækker dårlige erindringer om det klodsede, computergenererede klimaks i den til dato mest vulgære Bond-film, Die Another Day.