The Father

Få sygdomme er så skræmmende som demens.

Først æder lidelsen ens selvstændighed, så spænder den ben for ens forhold til andre mennesker, før den endelig eroderer ens selvfornemmelse og kapper al kontakt til omverdenen.

Sarah Polleys Away from Her går nænsomt til emnet, mens gyseren Relic udfolder det i al sin gru. I teatermanden Florian Zellers debutfilm er det demensens evne til at desorientere, der er i fokus.

The Father handler om en gammel mand, som kæmper for at holde styr på de mennesker, der farer ind og ud af hans lejlighed – og hans bevidsthed.

Anthony Hopkins spiller Anthony, der er forvirret og så aggressiv, at han har sendt flere omsorgspersoner på porten. Hans datter Anne (Olivia Colman) har planer om at flytte sammen med sin nye kæreste i Paris. Hun forsøger at overtale sin far til at se virkeligheden i øjnene, mens andre prøver at overtale hende til at sende ham på plejehjem.

Anthony selv holder stædigt på, at han har det fint. Og at plejere i øvrigt ikke er til at stole på. Men han forveksler i dag, i går og for længe siden, og når han er usikker, langer han ud med bidske kommentarer, der sårer alle omkring ham.

Til hans forsvar skal siges, at deres ansigter og identiteter synes at forandre sig, hver gang han ser bort.

Vildt fremmede mennesker introducerer sig som hans familie, ukendte personer bliver ved med at forstyrre hans realitetssans. Rufus Sewell, Mark Gatiss og Imogen Poots medvirker alle, men de spiller ikke nødvendigvis den samme rolle fra den ene scene til den næste.

The Father viser os demens set indefra. Menneskene i Anthonys liv opfører sig enten lunefuldt eller direkte løgnagtigt.

Det er grufuldt realistisk, for ganske som i Natalie Erika James’ Relic bygger Anthonys verden ikke længere på uforanderlige naturlove. Hans virkelighed er blevet en elastisk størrelse.

Det er ikke altid let at holde af Anthony.

Vi forstår det umådelige pres, han lægger på Anne, der blot gør sit bedste for at tage sig af en stadigt mere adfærdsvanskelig forælder. Men vi forstår ham også. Han driver rundt uden et anker og finder kun trøst, når han kan sidde for sig selv, lukke omverdenen ude og lytte til opera.

The Father er en filmatisering af Florian Zellers eget skuespil, og manuskriptet er skrevet i samarbejde med Christopher Hampton, der i sin tid oversatte det fra fransk.

Handlingen udspiller sig næsten udelukkende i en misundelsesværdigt rummelig lejlighed i London, smagfuldt dekoreret i dæmpede blå farver og med kun den mindste bismag af teaterscene.

Heldigvis er Florian Zeller ikke bange for at flytte på kameraet.

Dermed undgår han de statiske billeder, der er en plage i mange skuespilfilmatiseringer. Selv om instruktøren tydeligvis nyder dialog, har han også en dygtig dramatikers mådehold. Han lader hellere dramaet udfolde sig mellem personerne end i bifaldssøgende teatertaler.

Det hjælper naturligvis at have et forrygende ensemble i ryggen.

Anthony Hopkins vender på en femøre fra manisk charme til iskolde anklager, fra hadsk raseri til gavtyveagtig nysgerrighed. Olivia Colman er hans hyppigste sparringspartner, og hun antyder ikke blot den enorme bekymring bag Annes muntre facade, men også en umådelig viljestyrke bag stressen.

For Anne er en god datter. Hun er fast besluttet på at gøre det bedste, både for sin far og for sig selv.

Anthony føles som en tidsrejsende i sit eget liv. Han tager oplysninger fra én scene med sig i en anden, der finder sted måneder forinden eller måneder efter. Og efterhånden som han får det værre, bliver tidsspringene mere hyppige og mere forvirrende.

Filmen skaber en dyb medfølelse for alle dem, hvis liv rives itu af hjernens stille fordærv.