Feel Good

Der er efterhånden en god portion komikere, der har taget springet fra scenen til hovedrollen i en tv-serie om deres eget liv.

Fra Seinfeld og Louie til de seneste par år, hvor minoriteterne er kommet til orde i eksempelvis Aziz Ansaris Master of None, Mindy Kalings Never Have I Ever og Ramy Youssefs Ramy. De viser besværlighederne ved at skille sig ud, når det gælder kultur og religion.

Standup-komiker Mae Martins Feel Good lægger sig i slipstrømmen, men har fokus vendt mod LGBTQ+-miljøet.

Biseksuelle Mae Martin spiller Mae, der i første afsnit scorer den kønne Georgina (Charlotte Ritchie), der ellers er heteroseksuel. Hun er ”en farlig Mary Poppins”, som Mae beskriver hende.

Mens Mae sammenligner sig selv med Bart Simpson.

Det tager kun en montages tid for de to forelskede kvinder at flytte sammen. Men gemt i flytterodet er også Maes hemmelighed, der afsløres på en Skype-forbindelse til sin canadiske, standhaftigt nervøse mor (en vidunderlig Lisa Kudrow).

Moren vil vide, om Mae er blevet tilknyttet Anonyme Narkomaner i England.

”Jeg havde et problem,” protesterer Mae til sin nye flamme, der tydeligt oprørt vandrer rundt i lejligheden efter den opsigtsvækkende nyhed.

Det er Maes problem i en nøddeskal. Hun har endnu ikke indset, at hendes nye kærlighedsforhold er en erstatning for det fix, hun ubevidst stadig jager.

Mae Martin har skrevet Feel Good i samarbejde med Joe Hampton. Den er baseret på Martins egen ungdom, hvor hun som teenager blev afhængig af kokain, blev smidt ud hjemmefra, kom i rehabilitering og flyttede fra Canada til England.

Martin optræder også i Netflix’ Comedians of the World, hvor hun fortæller, at hun efter rehabilitering begyndte at erstatte kokain med kærlighed. Feel Good er styret af denne afhængighed, og man mærker, at Martin har følt historien på egen krop.

Man fornemmer en ubehagelig rastløshed a la den, man ser i Maria Bamfords sublime Lady Dynamite, der omhandler komikerens bipolare lidelse.

Den kommer til udtryk i Maes nervøse energi. Som når hun ikke ved, hvor hun skal gøre af sine hænder, når parret skal sove, eller ikke ved, hvordan hun skal stå, når hun langt om længe møder Georginas venner.

Georgina har sine egne problemer. Hun holder forholdet skjult for omverdenen og vil kun stå ved forholdet til Mae inden for hjemmets fire vægge, hvilket selvfølgelig gør Mae endnu mere usikker.

Selv om det kærlige, men ikke helt sunde parforhold er i centrum af dramakomedien, tager den nagende fornemmelse af et misbrug efterhånden over. Det kommer kun serien til gode, for hvor forholdets stridspunkter kan føles en kende konstruerede, er misbruget altid skildret foruroligende virkeligt.

Mae finder en Anonyme Narkomaner-gruppe, og som altid er det i hjælpegruppen, man finder de sjoveste bifigurer.

Sophie Thompson er fremragende som Maggie, Maes sponsor, der er blevet afhængig af alt andet end narkotika. Maggie giver det råd – efter at have slugt ti kopper kaffe – at man bare skal holde sig beskæftiget, ligesom hun gør med bagning, vævning, kajak, capoeira og falkejagt!

Den bedste er dog Kevin (Tom Andrews), en ulidelig, coke-sniffende Karl Smart i dyrt jakkesæt. Da han i slutningen af de seks korte afsnit mangler en ven til en bytur, prøver han at overtale Mae.

”Jeg er faktisk ret woke,” forsøger den aldrende yuppie. ”Jeg elskede Call Me by Your Name!”

Byturen bliver fatal for dem begge. Og den eksploderende kærlighed til Georgina ender et sted, der er som skabt til en anden sæson.

Feel Good er britisk sarkasme tilsat et skvæt canadisk, flydende kønsidentitet. Det lyder måske ikke som en cocktail for alle, men resultatet er forfriskende anderledes og underholdende hele vejen igennem.