Ferrell Takes the Field

Will Ferrell er et af verdens sjoveste mennesker. Selv i sløje komedier lyser han ofte op som begavet excentriker med en hær af absurde, sludrevorne ræve bag øret.

I filmkarrieren har Ferrell brilleret mest i Anchorman-komedierne, hvor han er den megalomane vært Ron Burgundy, der lever i sin egen syrede virkelighed, hvorfra han fortæller dagens nyheder. Og i Broadway-showet You’re Welcome America: A Final Night with George W. Bush leverer Ferrell et mærkværdigt og forrygende morsomt bud på politisk satire.

Nu optræder han som sig selv på HBO i 50 minutter om baseball. Den korte film følger komikeren i et døgn, hvor han spiller på ti forskellige hold i fem forskellige træningskampe.

På de ti hold får han lov at prøve alle baseballsportens ni forskellige positioner. Han skifter altså mellem griberhandske og bat.

Men Ferrell Takes the Field er tynget af, at der ikke sker meget mere, end titlen fortæller. Ferrell får lov at fabulere og omdanne trivialiteter til vanvid i indklippede interviews. Men på baseballbanen er han hverken lattervækkende dårlig eller overraskende god. Ikke én gang sker der noget virkelig opsigtvækkende i en kampsituation.

Baseball er amerikanernes nationalsport, mens få herhjemme har fuldstændigt styr på begreber som pitcher, batter og innings. Men det er næppe derfor, at HBO-filmen mangler fremdrift.

Det største problem er, at Ferrell Takes the Field har svært ved at finde fokus. Først fokuserer den på cubanskfødte Bert Campaneris, der i 1965 spillede alle ni positioner i en officiel baseballkamp. Kan Ferrell mon tangere rekorden, spørges der.

Men det er jo ikke samme rekord, Will Ferrell går efter. Han stiller bare op for ti forskellige hold, og sportsligt er han ikke ude på at bevise noget i træningskampene.

Derefter forsøger filmen at iscenesætte skiftene mellem holdene, som om Ferrell bliver fyret af de forskellige managers. Men vi har allerede fået fortalt, han skal skifte, så det virker underligt overspillet i en ellers dokumentarisk ramme.

Der er én grund til, Ferrell Takes the Field ikke falder fuldstændigt igennem. Og det er Will Ferrells komiske talent.

Baseball-filmprojektet handler meget sympatisk om at samle penge ind til en fond, der hjælper unge, der har haft cancer, med at komme tilbage på skolebænken. I starten præsenteres nogle af de unge, der har fået hjælp. Og vi møder manden bag fonden.

Midt i lovprisningerne klippes komikeren ind foran ti baseballtrøjer, der alle har ”Ferrell” skrevet på ryggen. Han kender til en anden form for cancer, ”the cancer of doubt”, som handler om andres tvivl på hans sportslige evner.

I film som Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby, Blades of Glory og Semi-Pro har Ferrell før optrådt som infantil galning i sportens konkurrencemiljøer. Og heldigvis dukker vanviddet også denne gang op som tiltrængte forfriskninger.

I en scene fortæller han David Letterman om projektet, mens han er udklædt som leprechaun, og den 47-årige komiker, der efterhånden har fået gråsprængte krøller, husker senere tilbage på barndommens baseballoplevelser.

Han erindrer at komme ind ved stadionernes urinaler og stå mellem højere hankøn. Til højre og venstre kunne han se ”large aduldt male penises”. Så var han blandt de store drenge.

Af og til møder vi Will Ferrells børn, der ikke er særligt interesseret i farens baseballdøgn. Og man forstår dem.

Battet havde ramt hårdere og mere præcist, hvis filmen havde været fiktion, og Will Ferrell i højere grad havde fået lov at gå ud af sine berømte tangenter.

Manglerne overstråles dog af, at holdet bag Ferrell Takes the Field har samlet over én million dollars ind til unge canceroverlevere. Det er en markant større bedrift end filmen, der trods nogle forrygende ordkaskader fremstår som en af Will Ferrells mere forglemmelige udskejelser.