Finale

For et par år siden blev Det Danske Filminstitut bestjålet af it-kriminelle. En medarbejder udbetalte 216.000 kroner til kriminelle, der udgav sig for at være Filminstituttets direktør.

Nu er den gal igen.

To millioner er forsvundet fra Filminstituttet og havnet i lommen på en dubiøs gyserproducent, der har udgivet sig for at være instruktør og manuskriptforfatter.

Den danske torturgyser Finale starter med, at stakkels Lars Knutzon spankulerer ud på scenen og på skoleengelsk fortæller, at filmen ”dybt nede” – ja, okay – handler om forholdet mellem god underholdning og menneskets morbide nysgerrighed. Derefter siger en fortællerstemme mere eller mindre det samme.

I den første time krydsklippes der mellem to tankpassere – den tyske psykologistuderende Agnes og jyden Betilda, som har et kammerspil kørende på grænsetanken – og en scene, hvor de samme to kvinder bliver tortureret af en ringmester foran et publikum.

Showets publikum er naturligvis os. Den pointe bliver udpenslet ved at vise nærbilleder af kameralinser og rigmænd, der slikker sig om munden, når de unge kvinder får brystvorterne piercet med et navneskilt.

Fra tid til anden kigger ringmesteren ind i kameraet, men om det er bevidst, er mere tvivlsomt.

Skulle nogen ikke have opsnappet pointen om, at publikum er sadisterne, vises et stort maleri af en gladiatorkamp.

Hvad med nogle flere nærbilleder af maleriet? Nej? Eller hvis personer bliver ved med at gentage, at de konstant bliver filmet? Måske skal Agnes bemærke til Belinda, at hun ikke burde se torturfilm?

Forstår du nu, at denne film er en DE-KON-STRUK-TI-ON af genren?

Man skulle tro, at folkene bag tyveriet på Filminstituttet var teenagere med for meget fritid. Men det viser sig at være den 55-årige Søren Juul Petersen, der producerede Det grå guld, som i dag er mest kendt for manglende udbetalinger til den oprindelige manuskriptforfatter.

Filmmedarbejderforeningen FAF har på det kraftigste advaret deres medlemmer mod at arbejde for Søren Juul Petersen.

Hvordan det er lykkedes hr. Petersen at snyde den garvede børne- og ungdomskonsulent, Åke Sandgren, på Filminstituttet for to millioner kroner, vides ikke.

Men da makværket var færdigt, takkede biograferne angiveligt nej, selv om en af de medvirkende på filmholdet ved støttetildelingen skrev, at ”holdet bag Finale satser på at levere Danmarks første rendyrkede biograffilm i genren”.

I stedet er filmen diskret sendt ud på den altædende streamingtjeneste Blockbuster, mens Filminstituttet har været tavs som graven. Ingen pressemeddelelse om den første institutstøttede film direct-to-streaming.

To millioner kroner er lavere end en normal spillefilmstøtte, men på den anden side lavede Avaz-brødrene Mens vi lever for det samme beløb – uden én krone fra Filminstituttet.

I Finale er hele scener tydeligvis optaget uden lyd med akavet dubbing og hule lydeffekter. Og skuespillet er tåkrummende. Det er svært at registrere nogen form for følelser i Anne Bergfelds Agnes, hvad end kollegaen irriterer hende, eller kæresten får revet benene af.

Og hvorfor render alle rundt med klaptelefoner fra 00’erne, når der samtidig bliver snakket om YouTube og live-streaming.

Soundtracket virker til at bestå af det første, som kommer frem, når man søger ”uhyggelig” og ”cirkusmusik” på en hvilken som helst public domain-musikside. Og ingen har keret sig om at klippe samtalescenerne, så skuespillere ikke står akavet og venter på deres cue til at følge manuskriptet.

Selv om filmholdet konstant kigger body horror-film som Martyrs, Hostel og Wolf Creek over skuldrene, så er den største tortur, at det lykkes at presse den sparsomme handling op på 99 minutter.

Det mest chokerende ved Finale er rulleteksterne, som oplyser, at otte kakerlakker er kommet til skade under produktionen. Det var ikke de insekters sved og tårer værd.