Fireball: Visitors From Darker Worlds

Der er snart sagt ikke den plet på vor klode og i den menneskelige bevidsthed, som den tyske filmskaber Werner Herzog ikke har besøgt.

Enten med sit kamera eller med sin tilsyneladende uudtømmelige forestillingsevne.

Han har været gennem ørkener, over bjerge og dybt inde i alverdens jungler og regnskove. Han har færdedes blandt brændende oliekilder i Kuwait, opsporet religiøse enklaver i Sovjet-tidens Sibirien og undersøgt den ukendte verden, som døvstumme mennesker lever i.

Han har udforsket Antarktis og fabuleret over fremmede egne i oceanernes dyb, og han har sågar fulgt sit alter ego, skuespilleren Klaus Kinski, et godt stykke ind i galskaben.

Alt sammen for at underholde, berige og bjergtage sit publikum med spektakulære billeder, larger than life-karakterer og fortællinger. Indimellem kan det være så svimlende, at filmene kun går hjem, fordi instruktørens smittende ekstase er i stand til at overdøve de forbehold, en mere nøgtern betragtning måtte give anledning til.

Denne anmelder har indtil nu gladelig overgivet sig til den på en gang germansk driftsikre og uregerligt rablende raconteur. Og gør det for så vidt også denne gang, omend med en snigende fornemmelse af, at en vis metaltræthed er begyndt at sætte ind i det ellers så effektive maskineri.

Det handler især om formen, som i Fireball: Visitors From Darker Worlds i lige lovlig høj grad er begyndt at ligne en formel.

Herzog er fyldt 78 år, og i løbet af de sidste seks årtier har han produceret mere end et halvt hundrede film. På det seneste er spørgsmålet begyndt at melde sig, om den gamle mester kører lidt for meget på rutinen.

Ikke at den nye film er uinteressant. Den handler om asteroider og meteoritter og om den betydning, som disse himmellegemers nedslag på Jorden har haft for forskellige kulturer gennem tiden.

Hermed er der åbnet for en ren skattekiste af spekulationer og teorier, som kan vedrøre snart sagt hvad som helst, der har at gøre med planetens historie fra Big Bang til i dag. Og hovedpointen er jo nok så væsentlig, nemlig at selve byggestenene til livet, som vi kender det, sandsynligvis er kommet ude fra verdensrummet.

Der åbnes flot og fængende med en sammenkobling af den mexicanske dødekult, der angiveligt har rødder i et gigantisk asteroidenedslag for millioner af år siden, og det mindre nedslag i den sibiriske by Tjeljabinsk i 2013, som blev registreret på adskillige mobiltelefoner og overvågningskameraer og derefter gik verden rundt.

Allerede i dette anslag er der stof til en hjerneknipsende voice-over af den slags, som Herzog er en mester i at levere med sit både alvorstunge og eventyrlystne fortællergen.

Men det er også her, opskriften begynder at virke lidt for velkendt.

Hvis man forestiller sig, at man kunne skrælle Herzogs fortolkende kommentarer og huskomponisten Ernst Reijsegers stemningsskabende musik fra, ville man stå tilbage med en relativt konventionel dokumentarfilm af den type, hvor en vært/journalist rejser verden rundt for at opsøge eksperter, der kan kaste lys på et givet emne.

Det vil i dette tilfælde sige mere eller mindre excentriske forskere, som beskæftiger sig med astrologi, kosmologi, geologi og beslægtede sager.

Den velkendte opskrift fejler ikke i sig selv noget. Men den bliver lidt tam al den stund, at Herzog i stedet for selv at indtage rollen som rejsende har indsat den sympatiske, men relativt farveløse britiske vulkanolog Clive Oppenheimer.

Ganske vist er der et enkelt sted, hvor den usynlige instruktør ikke kan nære sig for at bryde ind i en optagelse med en humoristisk bemærkning om, at han selv altså ikke er skabt af organisk materiale fra himmelrummet – han er fra Bayern!

Men det ændrer ikke ved, at uanset hvor visuelt overvældende flere af sekvenserne tager sig ud, så savner man lidt af det stjernestøv, Herzog i sine bedste stunder har vist sig i stand til at drysse ud over sine værker.

Enten ved en umiskendelig originalitet i form og indhold eller ved simpelthen at være Herzog.