The First Monday in May

”Når den er så smuk, hvem tænker så på, om man kan gå i den?”

Designeren Karl Lagerfeld henrives over en kjole så eklatant, at den måske ophører med at være en påklædningsgenstand og bliver et kunstværk.

Men kan mode været kunst?

På museet The Metropolitan Museum of Art i New York har de en afdeling for kostumer. Den kurateres af Andrew Bolton, der i 2011 stod bag en af museets største kommercielle succeser, nemlig en retrospektiv udstilling om Alexander McQueen, modeverdenens enfant terrible, der begik selvmord i 2010.

I 2015 åbnes der endnu en modeudstilling, denne gang i samarbejde med museets afdeling for asiatisk kunst.

Hver den først mandag i maj måned åbner der en tøjudstilling, og i samme anledning afholdes der en stor gallafest, arrangeret af modemagasinet Vogues berømmelige redaktør Anna Wintour, der blev endnu mere kendt i den brede offentlighed, da The Devil Wears Prada udkom.

Selv om navnet på den diktatoriske redaktrice i filmen var ændret, var det en offentlighed hemmelighed, at filmen var baseret på Wintour og hendes modemagasin. Egentlig burde redaktørens stride ry være ligegyldigt i sammenhængen, men de omtaler det selv i filmen. Og hun er også kompromisløs, men virker ikke urimelig.

Filmen bruger en del unødvendigt krudt på at skildre, hvem Andrew Bolton og Anna Wintour er. Midaldrende Andrew Bolton med moderigtige stumpebukser og bare fødder i læderskoene voksede op med popblade med Boy George og Madonna på forsiden.

Om Anna Wintour siger filminstruktøren Baz Luhrmann, der er kreativ konsulent til gallafesten, at ingen ville kritisere hendes rigide arbejdsfacon, hvis hun var en mand.

Mere interessant er spørgsmålet om, hvorvidt mode er kunst. Når kameraet zoomer ind på minutiøse og delikate pailletbesatte kjoler, med alskens farvestrålende broderi og fantasifulde designs, så er man tilbøjelig til at tænke ja.

Der er dog krise på museet, hvor ikke alle afdelinger anerkender præmissen. Især chefen for den asiatiske kunstafdeling er ikke glad for fællesudstillingen. Hans værker er mere eller mindre permanent udstillede på museet, og han stiller sig hele tiden i vejen for Andrew Boltons visioner. Han synes, modetøjet tager fokus fra hans kunstobjekter.

Desværre bliver The First Monday in May for indforstået, når den pensionerede, 56-årige designer John Galliano siger, at han er modeverdenens paria, uden at vi får at vide hvorfor.

Man kan selvfølgelig google sig til det (han kom i uføre grundet nogle voldsomme anti-semitiske udtalelser), men det burde ikke være nødvendigt.

Den kontrovers, der bygges op til mellem de to museumskuratorer, er også en fesen omgang. Da udstillingen åbner, roser den vrisne, asiatiske afdelingsleder Andrew Bolton. Men er det oprigtigt eller blot diplomatisk?

Lidt drama er der i jagten på at nå at få udstillingen færdig. Det tager otte måneder at udtænke og udføre den med diverse politiske hensyn til asiatisk kultur, drilske elinstallationer og tidskrævende flueknepperi. Men som tilskuer hidser man sig ikke op over kapløbet med tiden, for en professionel institution som The Met når selvfølgelig at blive færdig til tiden.

Ligesom tøj kan virke overfladisk, er også Anna Wintours storslåede Met Galla, med tidens allerstørste stjerner som Jennifer Lawrence, Justin Bieber og Rihanna, en overfladisk affære. Det er da sjovt at se de fantastisk smukke kjoler, ligesom det er sjovt at se kjolerne på den røde løber til alverdens prisuddelinger. Men det fylder utroligt meget af filmens 90 minutter og understreger følelsen af, at haute couture er noget, der ikke hører normalt dødelige til.