5 Broken Cameras

”Far, hvorfor dræber du ikke bare soldaterne med kniv?” spørger fire-fem-årige Gibreel sin far, den ene instruktør bag 5 Broken Cameras, hen mod slutningen af filmen.

”Så ville de bare skyde mig med deres pistoler,” svarer faren rationelt.

Det havde sønnen ikke lige tænkt over, men at en palæstinensisk barnehjerne overhovedet overvejer, hvordan man kan slå de israelske soldater ihjel, er et godt billede på den tragiske konklusion om Israel-Palæstina-konflikten, som man kan udlede af den Oscar-nominerede dokumentar: At heller ikke næste generation vil kunne løsne den gordiske knude, som konflikten er.

Der er såmænd ikke noget nyt i at konstatere, at konflikten er et problem uden columbusæg, men 5 Broken Cameras er forfriskende, fordi den først og fremmest er personlig frem for politisk og derudover er en visuel mavepuster sprængfyldt med autenticitet i modsætning til andre sobre, men tørre skildringer af konflikten.

Filmen er instrueret af palæstinensiske Emad Burnat og israelske Guy Davidi, og der er penge fra begge parter investeret i den, hvilket selvfølgelig har skabt kontroverser.

Da det blev offentliggjort, at filmen var nomineret til en Oscar i dokumentar-kategorien (Searching for Sugar Man løb i sidste ende med sejren), skrev den israelske ambassade i USA på Twitter, at filmen er fra Israel, hvilket spredte sig som en steppebrand til amerikanske medier.

Det fik Emad Burnat til at erklære, at filmen i hans øjne er palæstinensisk, og det er da også hans personlige historie, der er filmens omdrejningspunkt, mens Guy Davidi snarere har spillet en vigtig rolle i filmens finansiering og klipning.

I 2005 køber bonden Emad Burnat et kamera, egentlig for at filme sin dagligdag i anledning af at hans fjerde søn, Gibreel, bliver født. Men da Israel samtidig begynder opførelsen af en sikkerhedsmur gennem hans landsby Bil’in og afskærer bønderne fra mange af de oliventræer, de lever af, beslutter han sig for at filme den ugentlige demonstration hver fredag, som landsbyens indbyggere arrangerer i protest mod byggeriet.

Over fem år filmer han palæstinensernes kamp, der medfører, at flere af Burnats brødre og han selv undervejs bliver anholdt, og at en af hans tætte venner dør, mens kameraet snurrer. For selvom palæstinensernes protester er ikke-voldelige, mødes de ikke desto mindre med hård hånd af de israelske soldater.

Titlen refererer til Emad Burnats fem kameraer, der blev smadret under optagelserne enten af skud, tåregasgranater eller vrede bosætteres bare næver, fordi de ikke vil filmes. Kameraarbejdet i 5 Broken Cameras er det mest brutale og modige set i nogen dokumentar i de danske biografer siden Lars Skrees krigsskildrende kamera i Janus Metz’ Armadillo.

Hver gang et kamera smadres, er vi vidne til dets døende sekunder med alle pixeleringsfejlene, de rundtossede rystelser og de ubehageligt skurrende lyde. Det er, som om virkeligheden forgriber sig på mediet, og man er øjenvidne til, at de blødende palæstinensere råber efter ambulancer og lægehjælp på det varme, tørre og støvede territorium.

Disse billeder står i skarp kontrast til resten af filmens hjemmevideo-æstetik, hvor Emad Burnat filmer intime situationer fra sin families af gode grunde tumultariske hverdag. Som da hans kone hænger vasketøj op på taget uden at ænse geværskuddene ikke langt fra huset. Først da skuddene bliver til regulære salver, siger hun til sin mand, at børnene nok hellere må komme indenfor.

Er filmen ensidig? Ja, det er et palæstinensisk partsindlæg, men instruktørerne prøver heller ikke at varedeklarere filmen på anden vis. Og det er værd at bemærke, at Emad Burnat aldrig forbander israelerne. Tværtimod er han for eksempel udmærket klar over, at det kun er takket være de professionelle forhold på et hospital i Tel Aviv, at han overlever et voldsomt biluheld i filmen.

5 Broken Cameras rokker ikke ved roden til konflikten, men skildrer dens konsekvenser for en lille landsby. Den imponerer ved at sætte menneskelige ansigter på det politiske morads.