Flaked

Flaked er endnu en af den slags serier, der ligger i grænselandet mellem drama og komik. Og havde den bare fundet sig til rette med at være et lettere formålsløst stykke underholdning, kunne den have levet godt på sin hedonistiske strandstemning.

I stedet sidder man efter sæsonens otte afsnit desværre tilbage med en følelse af eksistentiel tomhed.

Serien følger den midaldrende levemand Chip (Will Arnett), der bor i det hipsterskæve kvarter Venice i solbeskinnede Los Angeles. Han har en stoleforretning, der dog ikke har nogen kunder, og overlever på almisser. Han er nemlig en mand, som lokalsamfundet ser op til.

Grunden til at han ankom til det afslappede kvarter ti år tidligere, er dog noget mere dramatisk, som han i seriens åbning fortæller på et AA-møde: I fuld tilstand kørte han en ung mand ihjel.

Al drama ligger netop i fortiden, for nutiden er noget af det mest udramatiske, man kan forestille sig. I starten af sæsonen er Chips største problemer således, om han kan passe sin bedste ven Dennis’ (David Sullivan) hunde, og hvordan de sidder to på hans cykel. Senere kommer der lidt trekantsdramatik ind, da de begge falder for den besnærende nytilflytter London (Ruth Kearney).

Hendes tilstedeværelse fører senere i sæsonen til at engagementet stiger, men ikke nok til at redde helhedsindtrykket.

På trods af særdeles morsomme folk i den kreative stab er serien ikke særligt sjov. Will Arnett har selv skabt serien med Mark Chappell og har fået hjælp af nogle af sine tidligere samarbejdspartnere. Skaberen af Arnetts anden, og langt bedre Netflix-serie BoJack Horsenman, Raphael Bob-Waksberg, er kreativ konsulent, mens Mitch Hurwitz, som med Arrested Development skabte en af tv-historiens bedste komedieserier, er producer. Men faktisk er problemet nok, at Arnett og Hurwitz graver i gammelkendt materiale.

Chip ligner til en forveksling Gob Bluth fra Arrested Development, og det er ikke kun, fordi Arnett spiller dem begge.

Mens Gob er en satirisk udgave af den voksne mandebaby, der ikke tager ansvar for noget i sit liv, er Chip en mere seriøs udgave af samme. Altid er han god for en overfladisk selvhjælpsfloskel, der smager mere af selvynk end personlig udvikling. Samtidig indtager han i løbet af sæsonen en efterhånden fortjent martyrrolle i det lille samfund, som gør ham mere sympatisk, men desværre ikke sjovere.

I den løse fortælling bliver gæstestjerner som Heather Graham, Kirstie Alley og Christopher Mintz-Plasse (McLovin’ fra Superbad) trukket ind som henholdsvis Chips ekskone, Dennis’ mor og en ung milliardær. Mest underholdende er Alley som den opmærksomhedshungrende hippie-milf, men karismatisk for serien bliver der kun kradset i overfladen, indtil afsnittet slutter til tonerne af florlet indiemusik.

På samme måde bliver det spirende kærlighedsforhold mellem Chip og London præsenteret mere som en kosmisk selvfølge end resultatet af egentlig kemi. Et twist i sjette afsnit forklarer hvorfor, men tiltrækningen føles dog stadig for letkøbt.

Det skal absolut ikke benægtes, at nogle vil finde glæde i det konsekvensløse solskinsunivers i Flaked, for serien og dens medvirkende er ofte hyggeligt selskab. Der er da også fine øjeblikke i den godhjertede skadefro mellem Chip og Dennis, mens de trisser rundt på cykel, longboard og hvad det ulideligt lette strandliv ellers dikterer.

Men i et tv-landskab, hvor der som aldrig før bliver fortalt historier, der ikke bare er underholdende, men også socialt bevidste og samfundsrelevante, graver serien i sin egen navle. Ligesom det miljø, Flaked skildrer, kigger serienaldrig ud over sin privilegerede næsetip og ender derfor med at blive et charmerende, men selvsmagende prætentiøst bekendtskab.