Flaskepost fra P

Jussi Adler-Olsens krimier er stort set alle skåret over samme læst med en tematisk og gotisk motivkreds omkring hævn. 

En traumatisk skade er sket enten i barndommens gade eller i ungdommens skolegård. Skæbnens fatale tilfældighed på livets landevej fører til en langstrakt og pinsom indespærring af en politisk kvinde. At være opdraget i den rige ungdoms fine kostskole med et kynisk kodeks afstedkommer en grænseoverskridende hævngerrig, nådesløs proces.

Over for dette dystre univers er der knudemanden Carl Mørch og hans venners forstadssatte biedermeier af sammenhold, empati, etisk hæderlighed og måltider til tiden. 

Det er romanernes force og succes: At sætte en lavkulturel parcelhusverden med dagligdagens problemer op som et bolværk op mod grusomhedens verden. De patetiske i den store verden, de humanistiske i den lille.

Ikke den bedste, men den mest trofaste i så henseende var Mikkel Nørgaards Kvinden i buret. Filmen bevarede både romanens hadske hævnende drive og dette harmoniske og alternative fristed i forstaden.

I Nørgaards efterfølgende adaption af Fasandræberne var det kollektive modstykke forsvundet. Derimod havde Mørck og hans partner, Assad, fundet hinanden på småborgerlig vis i en slags bromance. Filmen var filmisk fermere fortalt end den første og solidt båret af gode skuespilpræstationer.

I nordmanden Hans Petter Molands filmatisering af forfatterskabets tredje bind, Flaskepost fra P, har borte taget den særegne antagonistiske opsætning mellem de onde og de gode. Strissernes gemytlige samhørighed er blevet afløst af andre aspekter.

Flaskepost fra P er blevet til en traditionel chaser, en triviel thriller om jagten på en modbydelig og sadistisk seriemorder, der er drevet af et psykopatisk motiv fra en forfærdelig dansk barndom med et moderligt had. Derfor bortfører han nu parvis børn fra en kristen sekt og dræber den ene.

Jussi Adler-Olsens roman er i forvejen en af de svagere fra forfatterskabet, hvor læseren skal sluge en del kameler. Den har ganske vist en sympatisk brod mod religiøs fanatisme, men savner forfatterens vanlige originalitet og tæft med hensyn til plot og logistisk sammenhæng.

Det gælder også i filmen, som udvider bestialskheden med krimigenrens klassiske teodicé, altså spørgsmålet om, hvorvidt der findes en meningsgivende Gud midt i myrderierne.

Et berømt eksempel er Friedrich Dürrenmatts Det skete ved højlys dag, som Sean Penn filmatiserede som Løftet i 2001.

Løftet, der også gives her, er, at ateisten Carl Mørch sværger at opklare de sataniske forbrydelser mod uskyldens børn. Morderen er her blevet gjort til en norsk-talende psykopat med overmenneskelige evner med hensyn til at klare og overleve alt. Især det sandsynlige.

Pål Sverre Hagen gentager med grusomme variationer og bløde norske vokaler sine skurkagtige grimasser fra Molands burleske krimikomedie Kratidioten. Nikolaj Lie Kaas kører derudad som en mere og mere autistisk, sær og mut Mørck.

Han er klichéen på snart sagt alle nordiske politimænd som nedslidte, fraskilte, samspilsramte, drikfældige, indelukkede, smøgforlegne og selvfølgelig ensomme.

Fares Fares fortsætter som mild og modigt muslimsk Assad. Og så har vi den rette kristendoms stærke hånd, som afslutter sagen om, hvem der har kidnappet Samuel og Magdalene, med salmesang anført af altid gode Rose (Johanne Louise Schmidt).

Denne forbryderjagt – set mange gange før – er ganske flot fortalt med forensisk videnskab hjemme på gården og en summende helikopter over det hele. Men filmen er desværre til tider unødvendigt blodig og ækelt billig med sine følelsesmæssige effekter.

Romanen er som sagt ikke Jussi Adler-Olsen fra øverste skuffe. Det er denne film så sandelig ej heller. Ikke helt dårlig, heller ikke helt god.