Flugt

I den animerede dokumentar Flugt, der var udtaget til sidste års Cannes-festival, og som fik verdenspremiere på Sundance-filmfestivalen, åbner Jonas Poher Rasmussen op for et andet menneske, så man tager hans sorger og glæder på sig. 

Han ankom i 1996 til Danmark som femtenårig, afghansk flygtning og eneste overlevende i sin familie. I gymnasiet mødte han Poher Rasmussen. De taler sammen med en fortrolighed, der bygger på et halvt livs venskab og respekt. 

Instruktøren mindes den første gang, han bemærkede Amin i toget, hvor han sad for sig selv med blikket rettet stift frem for sig – opsat på ikke at blive bemærket. 

Det er en stivhed, Amin stadig forsøger at lægge fra sig over for sin søde partner Kasper, som vil giftes og flytte på landet. Det vil Amin egentlig også, men han tøver. 

Baggrunden trykker. 

Barndommen i Kabul var utryg. Faren blev arresteret og forsvandt. En storebror blev hvervet af den russisk-støttede regeringsmagt til krigen mod Mujahedin-oprørere, som blev støttet af USA. 

Da oprørerne nærmer sig Kabul, ved de tilbageværende i byen, at der vanker hævn over de ”vantro”. Så Amin og familien – en bror, to søstre og moren – flygter til Rusland, det eneste land, der tilbyder dem et turistvisum. 

Men i Moskva kan de ikke blive. 

Det russiske politi er korrupt og tager sig dyrt betalt for ikke at indberette dem til myndighederne, der blot ville sende dem hjem. Men i Sverige bor en storebror, der sætter sit eget liv i bero for at kunne betale kyniske menneskesmuglere, der fragter desperate, knuste mennesker over landegrænser som sække af kartofler. 

Det er ikke flugten fra Taleban, men rejsen mod en sikker havn, der giver fortællingen struktur. Tegnefilmens bløde streg vækker karaktererne – de fortidige og de nutidige – til live, som stod de foran os. 

Jonas Poher Rasmussen brugte også rekonstruktioner i portrætfilmen Det han gjorde om Christian Kampmanns morder, Jens Michael Schau, men formatet er her mere nærværende. 

I stressende øjeblikke viger filmens fyldige streg for flakkende skitser. Når Amin mindes sin bekymrede mor i Afghanistan, bliver hendes sorte hår gråt og hvidt, før hun forsvinder i udviskede blyantsstreger. Eller når han forestiller sig søstrenes hårde vej til Sverige over Østersøen i en aflåst fragtcontainer. 

”Jeg har jo altid troet, at hele din familie er død,” afbryder Jonas Poher Rasmussen. ”Men det er de ikke?” 

Amin er en forsigtig fortæller. 

Hans selvmodsigelser vidner om selvfornægtelse. Intet i filmen virker mere menneskeligt, end da han afbryder interviewet, før det overhovedet er gået i gang, for at fortælle, hvor svært det her er for ham at tale om. 

”Hjem er noget, som er trygt,” siger Amin. Hans flygtningetilværelse var defineret af fare og endeløs venten. Som voksen er han blevet en succesrig akademiker med doktorgrad og international karriere. 

Men utrygheden har fulgt ham ind i voksenlivet. 

Det sætter noget fri i ham at tale om sine oplevelser. Interview-situationen minder om et psykologbesøg, når Amin lægger sig på et persisk tæppe og med lukkede øjne tænker sig tilbage til barndommen – ført ved hånden af sin tålmodige, empatiske ven Jonas. 

Vi mærker, at noget løsner sig i ham undervejs. Vi mærker det i os selv. En hemmelighed, en nødløgn, som er blevet en del af flygtningetraumet og hans voksne identitet. 

Det er befriende, hvor lidt Amins seksualitet fylder i Flugt. Han har altid vidst, at han var til mænd, selv om der i Afghanistan – fortæller han os – end ikke er et ord for at være homoseksuel. 

På barneværelset i Kabul kigger Jean-Claude Van Damme med sengekammerøjne fra en idolplakat på væggen, og da vi første gang ser den lille Amin, spæner han gennem gaderne. Så frigjort, at han nærmest flyver, mens Morten Harket fra A-ha skråler i hans lyserøde høretelefoner: ”Take on me …” 

Det hjem blev taget fra Amin. 

Flugt handler om at finde tilbage til den tryghed, til det hjem. Og det er medrivende og smukt at følge ham til dørs.