Flugten fra Østtyskland

Den tyske komiker og lystspilinstruktør Michael Bully Herbig har skabt et på alle måder spektakulært og inciterende filmisk drama ud fra det autentiske, der udspillede sig over den stærkt militariserede grænse mellem Vest- og Østtyskland i 1979.

Her forsøgte familierne Strelzyk og Wetzel fra byen Pössneck i Thüringen at flygte over muren via luftballon.

Der er sat alle sejl til med detaljemættet rekonstruktion af det gamle DDR med grimme biler og bygninger. Familiernes flugtforberedelser er vel amerikanske i designet, men instruktøren husker at afbryde fart og tempo med tætte scener af familieliv i stille, ægteskabelige hverdage, ungdom på vej til at blive voksen, følsom og forelsket.

Mens man altså gedulgt bygger en luftballon ud af de forhåndenværende søm og stof købt her og der.

Historien er fortalt før i Night Crossing, Walt Disney-koncernens seriøse spillefilm, som på dansk hed Vi skal over i nat. Instruktøren var ingen ringere end Delbert Mann, der instruerede Marty og fik en Oscar.

Men den film kan ikke løbe fra at have karakter af propaganda, et samtidsstykke fra en kold krig, hvor DDR nok var ved at være faldefærdig, men kommunismen stadig syntes stærk.

Denne nyindspilning kommer måske sandheden nærmere, men har en rem af samme hud. Første time handler mest om det første mislykkede forsøg på en nat at svæve over til friheden samt familien Strelzyks gemytlige liv.

”Far til fire flygter fra DDR,” kunne den kaldes, og sådan set opstår filmens problem allerede her i første del.

For hvorfor flygte, når begge familier har et lille hus, godt arbejde og – bevares – en grim og larmende Wartburg som køretøj? Hvorfor egentlig kvitte dette idylliske biedermeierliv med nærvær og velfærd?

Det synes ikke af nok, at der er mangel på kaffe og at der skal lidt ulovligt fiksfakseri på antennen til, før man kan se amerikanske tv-serier.

Selv om det føles for fjernt fra familiens hverdag til at være en troværdig motivation, viser filmens glatte, krydsklippende indledning og montageteknik klart, at vi er i et umenneskeligt rædselsregime.

Blonde, ariske børn synger smukke fædrelandssange, mens folkepolitiet nedskyder flygtninge.

Historiens sataniske skurk – en oberstløjtnant, som spilles slebent af den altid seværdige Thomas Kretschmann – sætter klarest fingeren på DDR’s politiske paradoks: Tillid er godt, men kontrol bedre.

Her lægges bestemt ikke fingre imellem, når filmen viser den virkeliggjorte socialismes arbejderparadis som et sølle mangelsamfund. Et mistænksomhedens system, hvor stort set alle var Stasi-stikkere – fra børnehavelærerinden og butiksindehaveren til naboer og venner.

Da Disney drejede deres firkantede udgave, var der tale om en velment overdrivelse for at afsløre kommunismens terroristiske frihedsfornægtelse. Men i dag, 40 år senere?

Flugten fra Østtyskland er blevet en stor succes i Tyskland, men er også blevet angrebet for endnu engang at dæmonisere en fortid, som mange østtyskere stadig døjer med, dårligt hjulpet på vej af vestlig foragt for dem og deres ”Ostalgie”.

Som flere tyske kritikere har sagt det, findes det paradisiske Vesttyskland, som de to familier flygtede til, heller ikke. Det var allerede dengang mere drøm end virkelighed.

Mens mesterlige tyske film som Good Bye Lenin! og Værk uden skaber giver et nuanceret signalement af øst og vest, er Flugten fra Østtyskland et mere entydigt drama. Men ikke desto mindre – eller måske netop derfor – er den stærkt medrivende.