Folkets tjener

Der er noget uhyggeligt ved tv-serien Folkets tjener.

Komedieserien, der er produceret af det ukrainske medieselskab Kvartal 95 i årene 2015-2019, har Ukraines nuværende præsident Volodymyr Zelenskij i hovedrollen.

Men den har også selve Ukraine – og landets kultur og folk – i hovedrollen.

Mens man ser afsnittene, tænker man uvilkårligt: Står den bygning mon endnu? Lever den vittige skuespiller? Er den smukke skuespiller mon voldtaget og lemlæstet og myrdet? På den måde er seriens rørende livsglæde og billeder af en frisk ungdom, gode middelklasseborgere og troværdige embedsmænd pludselig en grel kontrastering af Ruslands modbydelige krigsforbrydelser i Ukraine.

Serien er lige så enkel, som den er morsom, dybt politisk og temmelig samfundskritisk.

Zelenskij spiller historielæreren Wassyl Goloborodko, der pludselig bliver præsident ved et tilfælde. Karakteren deler næsten navn med den store ukrainske poet Vasyl Holoborodko, der som ung blev smidt ud af universitetet, fordi han omdelte pjecen Internationalisme eller russifikation?

Han er kendt for sine magisk-naive digte, hvoraf samlingen Ikaros med sommerfuglevinger regnes for et hovedværk, som har gjort, at han har været på tale som kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Historielæreren bliver filmet med mobiltelefon af en elev, da han går amok over det politiske system, som han beskylder for at være så korrupt, at en almindelig mand ikke længere kan blive præsident. Elevens film går viralt, og inden længe er Wassyl – søn af en taxachauffør – selvfølgelig valgt som Ukraines nye præsident.

Naturligvis med det resultat, at han omgående er sovset ind i korruption, om han vil eller ej. For det gamle system kører videre, som om ingenting var hændt.

Serien er optaget dels som en sitcom i familien Goloborodkos hjem med spisebordet som socialt omdrejningspunkt, og dels som små glimt til andre scener, hvor der lynklippes underhistorier ind.

Da Wassyl bliver valgt, forsøger hans mor og niece at shoppe, men præsidentens piger får så meget rabat, at al tøjet er gratis. Klip til en anden scene, hvor Wassyl vil betale sin gæld i banken, men netop den dag vinder bankens ”nye legat”, som går til særligt stabile kunder.

Han får også lov at springe bankens kø over. Men køen er sådan set bare folk, som er udkommanderet for at iscenesætte særbehandlingen.

Der er scener med fingerede moderne nyhedsudsendelser og sentimentale panoreringer over bybilledet og hverdagen, når Wassyl cykler på arbejde, eller når hans far skal ned i taxaen, der er parkeret i den storblomstrende baggård.

Den sære blanding af sovjetisk tristesse og modern living er et troværdigt baggrundstæppe for et ajourført Østeuropa.

Volodymyr Zelenskij fungerer mildt sagt som helt, og Viktor Sarajkin er skøn som hans muntre og godmodige far, mens Natalja Sumskaja er glimrende som hans strikse lægemor.

Hele serien må gå over i historien som et meta-magisk eventyr, der næsten er for godt til at være sandt. For i virkelighedens verden blev Zelenskij præsident i 2019. Måske ikke mindst, fordi han allerede da i årevis havde protesteret mod korruptionen i Ukraine i den bedste sendetid og med et satirisk glimt i øjet.

Så meget desto mere tankevækkende var det, at han straks efter sin udnævnelse indsatte store dele af ledelsen i produktionsfirmaet Kvartal 95 – som han i øvrigt selv ejede – i topstillinger i sin nye administration. Blandt andet blev barndomsvennen Ivan Bakanov vicechef i Ukraines hemmelige politi.

Og partiet, Zelenskij stillede op for, og som hans tidligere medarbejdere på Kvartal 95 stod bag, da han blev valgt som præsident, hedder på ukrainsk Sluha narodu – Folkets Tjener!

Men i det store regnskab fortjener både fiktionens og virkelighedens ukrainske præsident naturligvis topkarakter.