Footnote

Selvom de to film på overfladen er vidt forskellige, er der en afgørende lighed mellem Joseph Cedars udsøgt desillusionerede menneskelige komedie Footnote og den film, der slog den i ræset om en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film i 2012, Asghar Farhadis iranske Nader og Simin.

Begge har et formidabelt manuskript, der via karakterbrister og pres fra familien, samfundet og loven fører en flok ellers hæderlige personer ind i en situation, hvor ingen kan gøre det rigtige.

Footnote fokuserer på en far og søn, der begge er professorer ved fakultetet for Talmud-forskning ved Hebrew-universitet i Jerusalem. I en nydelig sekvens, der spænder over filmens første tyve minutter, lærer vi, at faren Eliezer Shkolnik (Shlomo Bar-Aba) er filolog. Hans store bedrift er, at han er den eneste nulevende person, der – i en fodnote – bliver citeret i Israels førende Talmud- eksperts akademiske hovedværk. Eliezer går til sit fags rigoristiske tørhed med bitter stolthed, der kun forstærkes af den modgang, det er at være blevet forbigået til landets højeste æresbevisning, Israel-prisen, igennem tyve år.

Sønnen Uriel (Lior Ashkenazi) er et helt anderledes væsen. Han er en medievant kommunikatør, en pop-akademiker, der repræsenterer alt det, hans far afskyr. Uriel er dog også utilfreds med sin egen pubertetssøn og synes på den måde skæbnebestemt til at gentage sin fars fejl.

De fejltagelser, vi stakkels mennesker begår, står centralt i filmen. Meget af Eliezers livsværk handler om at analysere de afslørende fejl, som Talmud-forfattere har begået gennem årene, og filmens kernekonflikt er knyttet til en fejl, hvor Uddannelsesministeriet ringer til faren i stedet for sønnen og fortæller, at han er blevet belønnet med Israel-prisen.

Da Footnote fik premiere i Israel, opstod der en diskussion blandt landets kritikere om, hvorvidt filmens tilsyneladende apolitiske natur var god eller dårlig for israelsk film. Joseph Cedars forrige, Beaufort,om israelske soldater i det sydlige Libanon, havde i langt højere grad et tema af den slags, verden forventer af israelsk film. Men som de mere skarpsindige kommentatorer pointerede, er Footnote faktisk ikke apolitisk. Sikkerhedstjek og ID-armbånd bliver malket for satirisk effekt. Og en af filmens nøglescener, der finder sted i et alt for lille rum i Uddannelsesministeriets kæmpebygning, er ikke alene hylende morsom, men fyldt med symbolske allusioner til staten Israel, hvor politiske spændinger og spørgsmål om leverum er intimt forbundet.

Filmen kunne godt have foregået på et amerikansk universitet med en far og søn, der specialiserer sig i Shakespeare-studier. Men filmens uforsonlige, fatalistiske moralske univers forvandler den til en sort komedie om det at være jøde. Den blev ved med at minde mig om Coen-brødrenes A Serious Man, ikke mindst fordi Jobs Bog (en bibelsk tragedie, der let kan læses som en bitter kosmisk komedie) ligger til grund for begge film. Eliezer, der betyder ”Guds hjælp” på hebræisk, er en fordrejet Job: Afvisning er blevet hans virkelighed, og han ved ikke helt, hvad han skal stille op med pludselig anerkendelse.

Footnote var en værdig vinder af prisen for bedste manuskript på Cannes-festivalen i fjor og skåner ingen – slet ikke Eliezer og Uriels lidende hustruer – i det, der ikke blot er en komedie om det akademiske miljø, men også om stædige mænd. En fornøjelse er også Amit Poznanskys præcise, orkestrale soundtrack, der blander thriller- og komedie-elementer, så det sommetider lyder som en munter udgave af Bernard Herrmanns underlægningsmusik til Psycho. Det er utvivlsomt et bevidst valg, der falder perfekt i tråd med resten af Cedars selvsikre og kontrollerede opvisning i underholdende pessimisme, eller pessimistisk underholdning, hvor intet overlades til tilfældighederne.