Foxcatcher

I den bredest mulige forstand er Foxcatcher et drama om de korrumperende konsekvenser af magt og rigdom, Amerikas nationale besættelse af sportslig ekvilibrisme og – måske mest af alt – maskulinitet i krise.

Det er et skævt og komplekst studie af de forskellige former for kærlighed, mænd føler for hinanden. Nogle gange tager den en broderlig eller faderlig form, nogle gange en mere erotisk nuance, andre gange måske en blanding.

Det hele lyder måske frustrerende vagt. Men selvom historien er baseret på virkelige hændelser, som i sin tid var veldokumenteret i medierne, er det bedst at vide så lidt som muligt om Foxcatcher på forhånd. På den måde kan man til fulde nyde de suveræne chok og overraskelser.

Til dem, der insisterer på at læse forud, kommer humlen her.

Ved historiens start i 1980’erne har den tungnemme, professionelle bryder Mark Schultz (Channing Tatum i formidabel form) allerede sine glorværdige år som olympisk guldvinder bag sig.

Han lever en tilværelse på kopnudler og små checks som foredragsholder, så han lader sig nemt overtale, da den mystificerende milliardær-sponsor John du Pont (en næsten uigenkendelig Steve Carell, der hiver sejren hjem med sin første rent dramatiske rolle) inviterer ham til at træne et bryder-hold på sin egen overdådige vestkyst-ejendom. Team Foxcatcher er født.

De to mænd bliver hurtigt meget tætte, selvom filmen diskret slører, hvor tætte de er. En blændende scene, som involverer en helikopter og en dynge kokain, antyder, at de måske er tættere end som så – eller at John du Pont i det mindste ville ønske, at de var.

Senere støder Marks storebror Dave (Mark Ruffalo, som tilføjer en trioen en varm tilforladelighed) til Foxcatcher-holdet og komplicerer mændenes magtspil.

For John du Pont viser sig at være en forskruet kontrolfreak, der sulter ikke blot efter sportslig triumf, men også ubegrænset loyalitet og beundring fra sine medarbejdere. Som manipulerende kamæleon ender han med at støde Schultz-brødrene fra sig.

Resultatet er en amerikansk tragedie, der er som taget ud af en Truman Capote-roman. Forfatteren var da også centrum i instruktøren Bennett Millers første film, Capote. Filmen udforsker Capotes forhold til de mordere, som var forlægget til hans første bog Med koldt blod.

Som instruktør er Miller fascineret af det fyrværkeri, der opstår ved sameksistensen af penge, magt og vold, men også af intensiteten omkring professionel sport. Det var emnet i hans seneste film, baseball-dramaet Moneyball.

Foxcatcher gør for brydning, hvad Raging Bull gjorde for boksning (i langt højere grad end Darren Aronofskys overvurderede The Wrestler): Den lader karaktererne og dramaet udfolde sig i hvert et greb og kast på måtterne med en ekspressivitet, der ikke står tilbage for ballet.

Ensemblets skuespil er velfortjent blevet rost til skyerne, og Steve Carell spiller sig i den grad i stilling til en Oscar-nominering. Han afslører en helt ny, farlig side af sig selv og sit talent, der udvortes akkompagneres af en make-up, som omarbejder ansigtets arkitektur og lader næsen gro et par centimeter. Mon ikke også hans hidtidige komedie-karriere transformeres oven på denne frygtindgydende præstation.

Men hvad virkelig imponerer er, hvor sammenhængende dette værk er på alle niveauer.

Den langsomme, tålmodige klipning opbygger en urovækkende, næsten kvalm klump af suspense, som lader publikum vide – uanset hvor meget man kender til baggrundshistorien – at noget går ravruskende galt i tredje akt. Gennemtænkt scenografi, lyddesign og fotografering bidrager med indtil flere prikker over i’et i dette foruroligende og utroligt vellykkede filmværk.