Frantz

Den nyligt afdøde virtuos Peter Bastian er af kendere blevet beskrevet som en højst intelligent musiker, der forbilledligt opererede på tværs af genrer.

Han havde en vertikal tilgang til musikken, som han undersøgte med en evig nysgerrighed. Hvor den lineære melodik er fokuseret på at komme fra A til B, handler den vertikale om selve vejen dertil og i særdeleshed lagene imellem.

Hvis man skulle pege på en åndsfælle i filmens verden, ligger auteuren François Ozon lige for.

I film efter film (fjorten siden årtusindskiftet!) har Ozon på intelligent facon leget lydefrit med forskellige genrer og fortællelag. Man ved aldrig, hvad man får, når man sætter sig i sædet til en film af Ozon andet end, at det altid er bemærkelsesværdigt.

Det gælder også for Ozons naturromantiske Frantz, der vertikalt rummer nogle uhyre interessante lag.

Men Frantz forvirrer, for på overfladen er filmen et banalt og gammeldags melodrama. Ophavet til historien har da også et par år på bagen, da Frantz er en fri fortolkning af Ernst Lubitsch’ Broken Lullaby fra 1932.

24-årige Anna (Paula Beer) bor hos det gamle ægtepar Hans og Magda, efter at deres søn, og Annas forlovede, Frantz er blevet dræbt under Første Verdenskrig. Året er 1919, og sårene ikke helet endnu.

På kirkegården møder Anna franske Adrien (Pierre Niney), der er kommet til den lille tyske by for at lægge blomster på Frantz’ grav. Både Anna, Magda og Hans er optaget af den unge franskmand, der tilsyneladende kendte deres elskede.

Ivrige efter at holde mindet om Frantz i live, sluger de grådigt enhver detalje, som Adrien kan fortælle. Hvordan de mødtes på studiet i Paris, hvordan de begge havde en forkærlighed for Rilke og et særligt maleri af Manet på Louvre.

Adrien bliver hurtigt en del af den lille familie, og amorinerne begynder at svirre mellem Anna og Adrien. Men Adrien bærer på en hemmelighed, og da sandheden kommer frem halvvejs inde i filmen, må han rejse tilbage til Frankrig. I en spejling af første halvdel er det nu Anna, der må tage turen over grænsen mellem de to sårede nationer og opsøge Adrien i Paris, for forhåbentligt at finde kærligheden.

François Ozon holder sig stilistisk til en gudesmuk sort-hvid billedside på nær særligt følsomme scener, hvor han giver farverne lov til at blomstre.

Eksempelvis da Adrien spiller på Frantz’ gamle violin. I takt med tonerne skrues der op for farvepaletten på lærredet, men da Adrien pludselig besvimer og musikken dermed forstummer, forsvinder farverne igen.

Det er vanvittigt flot fortalt og fotograferet, men det hele føles også en smule bedaget.

Frantz kan bedst beskrives som en film, der ikke helt fænger i dens romantiske rejse fra A til B, men til gengæld rummer nogle spændende, vertikale lag.

Ozon leger hele tiden med vores forståelse af fortællingen. Hvem er den pålidelige fortæller, og hvor meget betyder sandheden egentlig for helingsprocessen? Ikke blot for Anna, men også for de krigsførende nationers plagede sjæle efter en krig, der har frarøvet så mange unge patrioter livet.

Er det bedst bare at glemme, eller er det nødvendigt at huske for at komme videre?

I små stop på vejen mindes vi om fortællingens kraft. Hvordan man kan vække de døde til live, og hvad minderne er gjort af. I det større perspektiv overføres fortællingens kraft til den spirende nationalisme.

Stærkest er filmen, da Ozon vender den berømte scene fra Casablanca om, hvori cafegæsterne gør oprør mod tyskerne ved at synge La Marseillaise. I Frantz bliver tyske Anna vidne til den nationale hymne, der oversat fremkommer særdeles brutal:

Hører I henover landet
De grusomme soldaters brøl?
De kommer lige i armene på jer
For at skære halsen over på jeres sønner, jeres hustruer

I en tid, hvor nationalismen igen er under opblomstring, er det vigtigt at reflektere over netop fortællingens kraft. Hvad er det, at den kan? Hvordan bliver den brugt – og misbrugt?

Frantz fortæller denne historie, men du skal lige lægge hovedet på skrå for at se den.