Fred til lands – sæson 1

Vi var ret mange, der havde rigtigt store forventninger til DR’s nye dramaserie Fred til lands efter tre afsnit.

Her var endelig en krimiserie, som ikke for 117. gang foregik i et politikorps i hovedstaden eller provinsbyen, men langt ude på bøhlandet.

Sågar det nysselige Fyn, som bag de klippede hække, nydelige nyttehaver og friserede stråtag er lige så dæmonisk indspist, småkriminel og syret klaustrofobisk som i Henrik Ruben Genz’ Morten Korch-noir-film Frygtelig lykkelig.

Filmens kvindelige hovedrolle i den moderne genreklassiker fra 2008 – altid seværdige Lene Maria Christensen – er også i tv-serien en usædvanlig kvinde, der bag sin ordinære og beskedne mascara som hverdagsmenneske har sans for maskepi og mordplaner.

Fred til lands skaber sit inciterende miljø i en lilleverden styret af psykopaten Mike, gestaltet snigende grusomt og uhyggeligt overbevisende af Morten Hee Andersen, som har noget på og mod de fleste i den terroriserede landsby en snes kilometer uden for Odense.

Eneste mandfolk er Dar Salim som sympatisk og modig indvandrer, mens resten af mændene enten er skvattede, sprittede eller en sjover fra København nu tilbage i hjemstavnen. Faktisk kan man mærke, at historien forsøger at undgå de værste klichéer, men samtidig giver os de nødvendige for at ramme toner af en vaskeægte hjemstavns-thriller.

Martin de Thurah instruerede seriens sidste to afsnit efter tre hver af konceptuerende instruktør: Louise Friedberg og Søren Balle (Klumpfisken). De Thurah og hans medsammensvorne har gjort et vitterlig godt arbejde med at sætte billeder på manuskriptforfatterne Christian Torpe og Marie Østerbyes fortælling.

Den lydefri, grænsende til det anonyme, men yderst lækre iscenesættelse er tintet af genrens magiske realisme med lidt spøgeri, mystiske glimt af fortid og en ensom ulv på vejen.

Pyt med, at man ikke straks kendte årsagskæden til, hvorfor Mike var blevet psykopat. Dramatisk behøver man ikke altid vise den potte, som vedkommende har siddet skævt på for at blive tosset i hovedet. En fynsk krimiforfatter klagede over, at en del af Fyn blev fremstillet som en forfærdelig flække med en sølle landbetjent. Sådanne indvendinger lægger sig et sted mellem petitesser og flueknepperi.

Alt i alt tegnede serien længe godt og positivt. Men så gik der længde og dernæst rod i serien om et bebudet mord.

Det første er en generel og gennemgående fejl i DR’s nyere dramaserier. Fra Forbrydelsen til Herrens veje bliver historierne pumpet med alskens tilsætningsstof, nye temaer, motiver og lag. Så hellere stramme op og skære ned og især til.

Fred til lands breder sig ud i flere grumsede handlingsstrenge om personernes lig i lasten, skeletter i skabet og ugler i baghavens mose. Folkekomediens skabeloner begynder undervejs uheldigt at trænge sig på og skabe rod i den skarphed, som er altafgørende for at få en speget handling til at fungere.

Pludselig var Mike muligvis god nok på bunden, pludselig var visse rygter sande nok. Amatører er givetvis langsommeligt dårlige til at slå medmennesker ihjel, men behøver vi partout i detaljer se hele det kriminelle klamphuggeri?

Ottende og sidste afsnit gav et udmærket tvist i plottet med den sandhed, at en psykopat sjældent kommer alene. Med hensyn til folk og fæ i Ebberup synes sidste punktum kun at være et komma.

Alle skuespillerne gør det glimrende. Nogle gange langt bedre, end de nu og da håbløse replikker, som manuskriptet kræver af dem.

Til gengæld faldt Fred til lands aldrig til patten som endnu en slatten politiserie med samspilsramte strissere i biler med blå blink og hylende sirener eller hjemme i politistationens åbne kontorlandskaber med lunken knippelsuppe i termokanden.