Free Fall

Der er en efterhånden ret dominerende subgenre inden for homofilmen, hvis eksperiment er at bringe elskende sammen i umage, ja, nærmest utænkelige miljøer. Blandt cowboys, ortodokse jøder, britisk arbejderklasse, danske nynazister, sydtyske landarbejdere og, med Free Fall, nu også urobetjente.

De eneste miljøer, vi snart mangler at se som rammen om en homoseksuel romance, er det muslimske og, oh skræk, nærmest lige så radikalt: fodboldverdenen.

Det kan være en ganske omstændelig proces og lidt af en prøvelse at overvære, hvordan en ambitiøs manuskriptforfatter forsøger at få de mest umage ender til at mødes – det danske homo-nazidrama Broderskab var et helt overordentlig uskønt eksempel.

I Free Fall er Marc en ung politimand, der bor i en velfriseret forstad med sin gravide kone. Kay er hans nye kollega, som han pludselig står og kysser midt i regnen under en løbetur, og hvis tyste tilstedeværelse er en konstant og uimodståelig fristelse for Marc, der ser sin lille familie gå itu.

Ingen af hovedkaraktererne i Free Fall er opstået ved skrivebordet, fornemmer man, men ud fra et bekendtskab med virkeligheden. Politimiljøet er troværdigt, og homofobien latent snarere end galsindigt blussende. Hvad Marcs tiltrækning af Kay dybest set siger om Marc, beskæftiger filmen sig ikke med, for den interesserer sig ikke for etiketter eller nemme generaliseringer.

Stephan Lacant fortæller med et stramt fokus på historiens brændpunkter. Han holder sin film på sporet uden svinkeærinder og unødige distraktioner. Det er en af filmmediets oversete dyder, at nogen kan afvikle en historie uden at ”larme” i en tid, hvor hvid støj ofte synes at følge med pakken.

Det er både modigt og dramaturgisk rigtigt, at fristeren Kay ikke forsynes med nogen baggrundshistorie: Er han selv nyudsprungen? Definerer han sig, modsat Marc, som homo? Hvor kommer han fra, hvor tager han hen?

Stephan Lacant bruger ham som katalysator, som katapult med stor, skiftevis tragisk og sexet effekt. Et tilfælde gør, at hans seksualitet bliver kendt i politikorpset, men chikanen fra kollegerne holdes på et minimum, for det er ikke det store klassiske homo-martyrium, der er filmens ærinde, men derimod en smerteligt intim historie.

I struktur ligner Free Fall cowboyforgængeren Brokeback Mountain en del, men den har ikke Ang Lees uforlignelige kompleksitet. Michelle Williams’ uforglemmelige præstation som den svegne hustru – med hendes subtile, modstræbende viden om ægtemandens årelange seksuelle forhold til en anden mand – kan Free Fall ikke leve op til, og to tredjedele inde i filmen løber den tør for materiale og begynder at træde vande.

Men når den er bedst, er filmen bevægende og udfordrende. Den demonstrerer en helt ny fortællemæssig og filmteknisk drevenhed inden for homofilmen, her forstået som film skrevet og instrueret af homoseksuelle eller om homoseksuelle temaer.

Det er nemlig en tendens, der ikke længere blot drives frem af regulære auteurer inden for mainstream-filmen som netop Ang Lee, Gus Van Sant (Milk, My Own Private Idaho) og Pedro Almodóvar (Dårlig dannelse) – eller for den sags skyld eksotiske mavericks som argentinske Marco Berger (Plan B), canadiske Xavier Dolan (Heartbeats) eller franske Christophe Honoré (Les chansons d’amour).

Den ny homofilm skabesderimod af en international række af storytellers, som ikke er forpligtet på at fortælle konventionelle spring- ud-historier, men som med selvtillid gestalter deres egne projekter med deres egne spilleregler.

Det har resulteret i fremragende nyere film som Andrew Haighs Weekend, John Markowitz’ Shelter og Benjamin Cantus Harvest. Og nu også Stephan Lacants Free Fall.