Frit fald

I sidste års Guldpalme-vinder findes en mislykket forfatter død under en balkon i de franske alper. 

Gjorde hustruen Sandra det? Han selv? En tredje person? 

Anslaget for Frit fald er en klassisk mordgåde, og den gradvist tilspidsede usikkerhed er en helt central del af filmens velspinnende motor. 

Sandra Hüller (den voksne datter i Min far Toni Erdmann) er absurd god i hovedrollen. Ikke dybt sorgramt, men skiftevis forbløffet og fornærmet over at være under mistanke. Hun har samme evne til at virke på en gang henkastet og bidsk, som Mads Mikkelsen praktiserer i sine danske roller. 

Men nøgternt set: Pilen peger på hende. 

Hun er succesfuld forfatter og har i sine romaner nogle ret skånselsløse beskrivelser af ægtemænd og om, hvordan man kan blive af med dem. Der er noget med økonomien, og det viser sig, at manden har adskillige grunde til at nære jalousi mod hende – blandt andet hendes aktive biseksualitet. 

Under retssagen kommer filmen til at handle lige så meget om kommunikation som om skyld, mens instruktør Justine Triet åbenbarer parforholdets skjulte slagmarker: rollefordeling, empati, karriere, motivation, åbenhed og bitterhed. 

På engelsk hedder filmen Anatomy of a Fall, og lagene af fernis skrælles af så skånselsløst, at den lige så vel kunne have heddet ”Et ægteskabs anatomi”. 

Akkurat som Triets to tidligere og lettere film – retssalskomedien Victoria og Sibyl, hvor en psykolog låner inspiration til en bog fra en skuespillerklient – cirkulerer filmen om selviscenesættelse, om menneskers bevidste og ubevidste charmørgreb. 

På en subtil måde pointerer den, hvor meget vi dømmer andre. Dagligt og inkonsekvent. 

Frit fald er skrevet af Triet sammen med hendes mand, Arthur Harari, og den har en vibrerende, u-hollywoodsk dialog. Den er mere i tråd med John Cassavetes’ improvisationsdrevne film fra 60’erne end med Otto Premingers klassiker Anatomy of a Murder, som titlen refererer til. 

Retssalens retorikfejde er mere dialogisk og mindre docerende, end man er vant til. Anklageren (gnistrende Antoine Reinartz) spiller kynisk på juryens følelsesmæssige tangenter, på Sandras seksualitet, hendes tyske baggrund og deraf følgende mangler i det franske sprog. Han fanger fortalelser og forstørrer dem. 

For publikum er det nærmest tortur at være vidne til en kontrolfreaks kontroltab for åbent tæppe. Justine Triet er fænomenal til at lade sympati og skepsis glide ned i tragten samtidig. Alpesolen har gjort blodig sandhed til blodigt sjap, og på samme måde er alle personer lorne. 

Her er ingen besindig snushane til at skille fakta fra fiktion. 

Når filmens to en halv times spilletid er klaustrofobisk intens og føles som det halve, er årsagen psykologisk. 

Parret har en søn på elleve år. Daniel har på grund af et tidligere traume stærkt nedsat syn og er derfor et elendigt vidne. Bortset fra, at han var nærmeste vidne og i øvrigt kender offer og anklaget bedre end nogen. 

Milo Machado Graner giver et foruroligende dybt portræt af et barn, der er fanget i en knude af lidelse, loyalitet og lovgivning. 

Han ønsker at bo sammen med sin mor under retssagen. Det får han lov til, men med en politikvinde konstant til stede, så han ikke bliver påvirket i sit vidneudsagn. 

For at sikre, at i hvert fald én person støtter hende helhjertet, hyrer Sandra en advokat (Swann Arlaud), som har været forelsket i hende. Begge beslutninger er moralsk diskutable, men med til at gøre dramaet endnu mere dynamisk. 

Familietragedie møder mulig forførelse, medlidenhed møder manipulation. 

Frit fald er ingen klassisk Cannes-vinder, ikke en kunstfilm med stort K og ikke en mandefilm. Men en smidig, elegant cocktail af et psykologisk krimidrama. Den er perlende, skarp, ikke for sødladen, men med en lang, bitter eftersmag. Som en sval vermouth-drink på en sneklædt balkon. 

Læn Dem ikke for langt ud!