Fruitvale Station

Man taler ofte om film, som er larger than life. Men der findes også det modsatte – film, der fortæller virkelige historier, som er larger than film.

De behøver ingen særlige effekter, ingen stjerneskuespillere og for den sags skyld ikke engang et fantastisk manuskript. De lever i kraft af, at den historie, de fortæller, i sig selv er så væsentlig og gribende, at den bare skal fortælles.

Sådan er det opslugende drama om den sorte familiefar, 22-årige Oscar Grant III, som nytårsnat i 2009 blev skudt i ryggen og dræbt af en politimand på Fruitvale Station i Oakland, Californien. Filmen begynder med autentiske mobiltelefonoptagelser af ugerningen, uden at det dog er helt tydeligt, hvad der egentlig sker.

Derfra springer filmen tilbage og opruller time for time det sidste døgn i Oscar Grants liv.

Oscar kæmper for at få styr på tingene. Han forsøger at charmere sin kæreste, som har svært ved at tilgive, at han har været hende utro. Han trygler arbejdsgiveren i indkøbs- centret om at få sit job tilbage. Han prøver at slippe af med en pose marihuana og dermed komme ud af den narkohandel, der er grunden til, at han har siddet i fængsel. Og han lader sig også hundse rundt med af sin mor, der forbereder en fødselsdagsfest og har brug for hjælp.

Oscar er uansvarlig, uærlig og temperamentsfuld, men han er i bund og grund en god fyr. Eller også er han bare, som mennesker er flest: uperfekt. Over alt på jorden elsker han sin fireårige datter, som han ikke kan lade være med at forkæle – bag hendes mors ryg.

Det håndholdte kamera følger Oscar på tæt hold, og når han sender en sms, kan man læse teksten på lærredet. Formen er nærmest et doku-drama, der langsomt, men ubønhørligt bevæger sig frem mod den tragiske begivenhed. Og spændingen holdes intakt, fordi vi undervejs ikke ved, hvorfor en hektisk, men i og for sig almindelig dag i Oscars liv kunne få en så tragisk afslutning.

De mindste begivenheder og personer får en skæbnesvanger tyngde, næsten som i en thriller af Hitchcock. Og morens velmenende råd om, at Oscar og hans kæreste skal tage toget til nytårsfesten i San Francisco, bliver ironisk nok fatalt.

Michael B. Jordan (The Wire, Friday Night Lights) spiller hovedrollen, og fra første øjeblik har den karismatiske skuespiller vores sympati. Derfor er det unødvendigt, at man har tildelt Oscar Grant nogle situationer, som (lidt for tydeligt) skal vise, at han er et generøst menneske. Som når han reagerer på påkørslen af en hund eller hjælper en gravid dame.

Om disse hændelser er autentiske, ved jeg ikke, men den debuterende instruktør Ryan Coogler er stærkest, når han forholder sig nøgternt og nærmest socialrealistisk til stoffet. Det dramatiske klimaks på hospitalet, hvor Oscar er indlagt, og hans mor, kæreste og venner beder for ham, er dog overbevisende forløst.

Politimanden, som skød Oscar Grant, hævder, at han forvekslede sin strømpistol med den rigtige pistol. Han fik to års fængsel, men kom kun til at sidde inde i elleve måneder. I sin rekonstruktion af de kaotiske minutter på Fruitvale Station peger filmen da også på, at ansvaret for den hårdhændede, åbenlyst racistiske politifremfærd ligger hos den ledende betjent.

Drabet har ført til demonstrationer og optøjer i Oakland. Oscars far og fire af hans venner vil have sagen genåbnet og et ansvar placeret højere oppe i systemet. Så langt går filmen ikke. Den er ingen whodunnit og har ingen direkte politiske eller juridiske statements.

Ryan Cooglers film vandt Sundance-festivalen i år og er derfor uvægerligt blevet sammenlignet med sidste års vinder, Hushpuppy, der som bekendt også sætter fokus på den sorte underklasse i USA og det tætte forhold mellem far og datter.

Og når Oscar Grants virkelige datter dukker op i sidste billede af Fruitvale Station, tænker man, at hun som voksen en dag vil se denne film og vide, at hendes far ikke levede forgæves.