Frygtens pris

Film for enhver pris. Det synes at være mantraet, der gennemsyrede de instruktører i 1970’erne, som stod bag den såkaldte New Hollywood-bølges mange mesterværker.

En ny generation af filmskabere, der dyrkede sex, drugs and rock n’ roll, som filmhistorikeren og journalisten, Peter Biskind, forrygende fortæller om i biografien Easy Riders, Raging Bulls.

Det er beretningen om, hvordan kollektivt vanvid var fællesnævneren blandt periodens mange ikoner som Coppola, Spielberg, Scorsese, Rafelson, Cimino og ikke mindst William Friedkin. 

Efter Oscar'en for The French Connection og med Eksorcistens store succes i 1973 stod Friedkin som bannerføreren blandt sin generations stadig spirende instruktørkollegaer. 

Han var notorisk berygtet for at fyre folk i flæng, medbringe våben på filmsættet og stikke skuespillerne en flad for at fremprovokere en reel angst i ansigtet på dem. Men sejrens sødme sluttede brat i 1977 med genindspilningen af Henri-Georges Clouzots Guldpalme-vinder Frygtens pris, baseret på Georges Arnauds litterære forlæg af samme navn. 

Roy Scheider var i kølvandet på Dødens gabs kæmpesucces blevet Hollywoods hotte navn og spiller i Frygtens pris (originaltitel: Sorcerer) hovedrollen som bankrøveren Scanlon.

Et kup i New Jersey går galt, og broren til kvarterets mafiaboss bliver skudt ved en fejl. Frygten for repressalier fører Scanlon til en landsby i Sydamerika. Samtidig får vi præsenteret handlingens tre øvrige hovedkarakterer: en mexicaner, israeler og franskmand. 

Det er fire mænd, som betaler prisen for livet på den anden side af loven, og deres baggrund bliver potent fortalt i dramatiske skudopgør filmet i 70’ernes pastelbrune farver.

Tilfældet vil, at alle fire mænd ender i den sydamerikanske flække. Byens overlevelse beror på pengene fra en olieboring 300 kilometer væk, som eksploderer og bryder i brand. Kun sprængfarligt nitroglycerin kan slukke ilden, og hvem andre end de fire fordækte kriminelle tør tage imod tilbuddet om at drage mod oliebrønden i to lastvogne med den eksplosive last ombord. 

Efter en noget tung start begynder Frygtens pris at tage fat. Desperationen sniger sig ind i øjnene på personerne, mens de med macheter baner vej for lastvognenes passage gennem junglen. De er lige så ustabile som stofferne, de fragter rundt på, og frem mod målet eskalerer dramaet mentalt og fysisk. 

Handlingen bæres i højere grad af nervepirrende billeder end dialog. Højdepunktet er scenen, hvor de to lastvogne skal over en faldefærdig hængebro af træ, mens en tropisk skylle forvandler den grønne regnskov til et frådende helvede af mudder. 

Det er tolv minutters højspænding, hvor de psykedeliske synth-toner fra elektrogruppen Tangerine Dream sublimt supplerer billedsidens susende vanvid.

Mens Francis Ford Coppola på samme tid stod i Sydøstasien og gik økonomisk bananas under optagelserne til Dommedag nu, stod Friedkin i en lignende synkende skude i Sydamerika. 

Hængebro-sekvensen kostede tre millioner dollars og tog mange måneder at indspille. Budgettet gik 50 procent over det planlagte, filmholdet hadede ham, og den floppede i osen fra rumskibene i Star Wars, der havde premiere lige inden.

Siden er Frygtens pris blevet kult. Friedkin kalder den for sin bedste, og efter 30 år er det lykkedes ham, via retten, at vriste den ud af hænderne på Paramount og Universal. Derfor nu repremieren i en fin og nyrestaureret version.

Men vejen var lang. Så lang, at Wikipedia-artiklen om filmens kaotiske tilblivelse og skæbne nærmest fylder en halv roman. 

Frygtens pris er ikke noget mesterværk, men den har snerten af den magi og kompromisløshed, som i perioden skabte nogle af de bedste film i Hollywoods historie.