Fury

Hvis der findes ét øjebliks skønhed i David Ayers Anden Verdenskrigs-film, så kommer det i åbningsscenen.

På en mudret slagmark toner en hvid hest frem i horisonten med solen bag sig og en nazisoldat på ryggen som et strunkt symbol. Men da den skridter forbi de spredte soldaterkadavere, springer selveste Brad Pitt pludselig ned fra en kampvogn, vælter tyskeren af sadlen og stikker en kniv i øjet på ham, så blodet sprøjter.

Så er vi advaret.

Fury trumfer selv den første halve time af Saving Private Ryan måltpå blod, splat og gore, og næppe har nogen anden film udmalet krigens rædsler så nådesløst, råt og realistisk. Vores heltes kroppe er dækket af ar og snavs, og overalt på deres vej ligger dynger af lig sølet til i blod og mudder.

Krig er ikke for krystere, og det er Fury bestemt heller ikke.

Heldigvis tåler Fury også som film betragtet sammenligning med Spielbergs klassiker. Kun enkelte irritationsmomenter og et undertiden lavt bundniveau sår tvivl om dens optagelse i krigsfilmenes kanon.

Vi følger besætningen i kampvognen Fury anført af sergent ”Wardaddy” (Pitt), da deres faldne reservechauffør bliver afløst af grønskollingen Norman (Logan Lerman), en uddannet maskinskriver, som ikke er nær så hurtig på aftrækkeren som på tasterne. Det er april 1945, og om få uger vil tyskerne overgive sig, men som Pitt siger:

”Det slutter snart. Men før det gør, skal mange flere mennesker dø.”

Og jeg skal love for, at folk dør i de intense kampscener, hvor kampvognene udnyttes til stor effekt. Deres klaustrofobi gør det ekstra nervepirrende, når fjenden klargør deres panserværnskanoner i skjul bag et skovbryn. Og det er spektakulært at se disse skrumler bumle omkring på den plørede prærie, når Wardaddy og kompagni cirkler deres ramponerede M4 Sherman rundt om tyskernes mindre adrætte, men mere muskuløse Tigertanks.

Det er dog i skildringen af soldaternes forbrødring og trakasserier, at Ayer for alvor er på hjemmebane. En Anden Verdenskrigs-film lyder som et kunstnerisk sidespring for en mand, der plejer at lave film om politifolk og kriminelle i Los Angeles’ gader. Men når soldaterkammeraterne slynger den ene grovkornede replik efter den anden gennem den mandehørmende kampvogn, er der ikke langt til Training Day (som Ayer skrev) og End of Watch (som han instruerede).

Ayer viser sig igen som en dygtig personinstruktør. Pitt sveder karisma, og trods nogle lidt deklamatoriske replikker undgår han at falde i den parodiske Inglorious Basterds-grøft. Jon Bernthal er perfekt frastødende som den dyriske ”Coon-Ass”, mens Michael Peñas ”Gordo” forsømmes en smule.

Den Bibel-reciterende Shia LaBeouf viser med en underspillet og indfølt præstation, hvilket stort talent der gemmer sig bag alle tossestregerne, og Logan Lerman stråler som tilskuernes identificerbare surrogatkarakter. Sidstnævnte er dog den mindst interessante figur, fordi vi har set ham så ofte før – uskyldigheden selv, der forhærdes og fordærves.

Macho-dynamikken mellem de fem gnistrer især i et tåkrummende umageligt visit hos to tyske kvinder. I stil med den geniale ”pibescene” i Inglourious Basterds udvindes åndeløs spænding af alt det, der ikke siges højt, men alligevel tydeligt mærkes. Kun fordi de tre kollegaer er endnu væmmeligere, kommer Pitt og Lerman ud af filmens bedste sekvens med en moralsk overlegenhed.

Her bliver filmen for mig at se misforstået af visse amerikanske anmeldere, der forkaster den som krigsporno. For der er ingen good guys og vindere på Ayers slagmark, kun meningsløshed og menneskeligt fordærv.

Til tider kan heroismen dog blive en anelse storladen. Men da en af soldaterne modtages som en helt, bliver han oprigtigt forbavset. Han ligner mere en fortvivlet mand, der forsøger at bearbejde gårsdagens tab – både dem han selv led, og dem han forvoldte i sin blodrus.

Fury er således snarere en antikrigsfilm – et intimt soldaterportræt, der føles som en kanonkugle i maven og giver et forfærdende indblik i, hvad krig kan gøre ved en mand.