Game of Thrones – sæson 3

Hvis Ringenes herre mangler lidt fut i form af sex, løgn og tortur, skorter det ikke på voksenfornøjelser i den genre-beslægtede Game of Thrones.

Sidstnævnte står stærkt med netop de tilføjelser. Til gengæld holder den lidt igen med magien – selv om der er både drager, troldmænd, hamskiftere og white walkers (iskolde zombie-lignende væsner) på kontinentet Westeros.

Kort fortalt handler serien om magten om tronen – og der er mange, som mener at have krav på den.

Selv om der er tilpas med overbevisende sværdkampe og søslag, er fascinationen ved Game of Thrones det intrigante magtspil, der finder sted uden for slagmarken og i langt højere grad påvirker kampen om tronen end en velplaceret pil i hjertet.

Som den sympatiske, unge Konge i Norden, Robb Stark, på et tidspunkt må indse: ”Jeg har vundet alle kampe – men alligevel er jeg ved at tabe krigen.”

Serien bliver aldrig forudsigelig!

Det er dens altoverskyggende force. Som da Robb Starks far, den umiddelbare hovedperson Ned, overraskende blev halshugget i første sæson, byder også denne sæson på uretfærdige nedslagtninger af favoriserede karakterer.

Og hvor man siden allerførste scene i første afsnit har ventet på, at de blåøjede white walkers bringer død og kaos til Westeros, sker det kun så småt i denne sæson, på trods af at sæsons 2’s cliffhanger-slutning tydede på noget andet.

Sæsonens ti afsnits knap 60 minutter er oplagt til heftig binge-watching, for med så mange hovedpersoner – Daenaerys Targaryen, Tyrion Lannister, Kong Joffrey, Jon Snow og mange, mange flere – er der ufattelig mange dramatiske åbne slutninger, der efterlader én åndeløs. Det bliver nærmest en tvangshandling at sætte næste afsnit på.

Ekstramaterialet på denne dvd-boks vil end ikke storforelskede Game of Throner’s få megen nydelse ud af. Der er en rar opsummering af sæson 2, men hvorfor ikke sæson 1?

Den korte introduktion til seriens nye personer er bestemt brugbar i ansigts-junglen. Men at de også har en mini-dokumentar om ægteskabernes politik i sæson 3 er direkte nedladende over for seeren. Det regner man selv snildt ud.

For ægteskaber er denne sæsons store tema, og de bliver indgået som led i magtfulde alliancer. Robb Stark er undtagelsen, der gifter sig af kærlighed, selv om han allerede er trolovet til anden side.

Den unge Sansa Stark var forlovet med Kong Joffrey, men hun er siden blevet forkastet, på baggrund af at hendes far og brødre er forrædere mod tronen.

Ind træder Margaery Tyrell, der ellers nåede at blive gift med kongens onkel Renly Baratheon. Han blev dog dræbt af en skyggemonsterbaby i sæson 2, så hun er fri til at gifte sig med den lede drengekonge, der endnu engang overgår sig selv i sadistiske pinsler.

Utrolig nok trumfes hans ondskab af et af seriens nye ansigter. Ramsay Snow kastrerer Theon Greyjoy (der næsten har fortjent det efter sit forræderi mod arnefamilien Stark), og både forinden og bagefter er torturen psykisk destruktivt og rent ud sagt modbydelig.

Største lyspunkt i serien er lavest af statur. Peter Dinklage, der spiller dværgen Tyrion Lannister, har udviklet sig til at være seriens største stjerne. Hans rolle er en charmerende fyr med hjertet på det rette sted og en uslukkelig tørst efter sprut og smukke damer.

”Du har lige sendt den mest magtfulde mand i Westeros i seng uden aftensmad,” siger han drillende til sin barske far, efter denne har smidt sit forvorpne barnebarn – der tilfældigvis er kongen – i skammekrogen.

Det eneste dårlige, man kan sige om Tyrion, er, at han sætter sin magtsyge familie for højt. Hans søskende er tvillingerne Cersei og Jamie (Nikolaj Coster-Waldau). Og i denne sæson er det ikke længere nogen hemmelighed, at de også er forældre til den forskruede teenage-konge.

Incest, barnedrab, nosse-jokes, monstre og så videre – Game of Thrones har lidt af hvert i sit smukt gennemførte univers.

Forfatteren George R. R. Martin mangler stadig at skrive de to sidste bøger ud af de planlagte syv i serien. Han begynder at have travlt, hvis der skal komme en sæson om året. Sæson 4 har premiere 6. april i år.