Game of Thrones – sæson 8, afsnit 5

Det skulle ende i tårer.

Lige siden den retskafne Eddard Stark fik hovedet kappet af i afsnit ni af første sæson, har Game of Thrones markeret sig som en serie, hvor skellet mellem god og ond er hårfin.

Blot en enkelt fejltagelse kan bringe en person på den forkerte side af historien.

Det er denne nådesløse realisme og uforudsigelighed, der har været med til at gøre Game of Thrones til en seersucces. Og det har altid stået i stjernerne, at kampen om tronen ikke ville ende fredsommeligt.

Det femte og næstsidste afsnit bekræfter profetien.

Daenerys Targaryen, Bryder af Lænker og Mor til Drager, gør omsider alvor af sine trusler om, at hun ”med ild og med blod” vil tage, hvad der er hendes. Jon Snow og resten af hæren drager mod kongestaden King’s Landings fæstningsværker for det sidste opgør mod Cersei (Lena Headey).

Det bliver et sidste slag udkæmpet med masser af ild, blod og tårer.

Kampen mellem de to dronninger Cersei og Daenerys (Emilia Clarke) har aldrig været mere intens, mens Cersei desperat klamrer sig til magten.

Imens vokser faren støt for, at Daenerys vil gøre virkelighed af sine trusler om at vende vreden mod byens tusindvis af uskyldige indbyggere. Det drejer sig om bønder og arbejdere, børn og gamle, som Cersei har samlet som et menneskeligt skjold omkring sig.

Scenen er på en gang triumferende og ildevarslende. Et støt stigende lydspor bygger effektivt spændingen op, mens Daenerys laver cirkler omkring byens fæstningsværker på sin sidste tilbageværende drage Drogon i en scene, der vækker associationer til den berømte mole-scene i Dunkirk.

End ikke Euron Greyjoys jern-flåde, en indkøbt hær af elitesoldater og et mindre batteri af dragedræbende armbrøster virker til at kunne holde byen sikker. Alligevel forsøger Cersei med en arrogant mine at overbevise seerne om sin militære overlegenhed.

Afsnittet – der har titlen The Bells – er en beundringsværdig opvisning i visuel magi, hvis lige ikke er set før i en serie, og som udvisker grænsen mellem serie- og filmæstetik.

Afsnittet er et af seriens mest teknisk imponerende. Stemningen skifter fra ildevarslende spændingsopbygning til kaos og håbløshed.

Men serieskaberne kan desværre ikke nære sig for at svælge i kampscenerne og de flotte billeder.

Havde afsnittet ligget tidligere i serien, kunne man have set det som en kærkommen afveksling i forhold til det politiske drama. Men serien mangler stadig at binde en masse tråde, og man kan godt frygte, at det sidste afsnit lader meget forblive blafrende i vinden.

Arya (Maisie Williams) bruges igen til at vise kampens menneskelige konsekvenser. Det starter klaustrofobisk og knugende, men bliver strukket så langt, at det ender i følelsesporno. Og selv om Daenerys’ morderiske side er blevet bygget op næsten siden første sæson, sidder man tilbage med en lidt tom fornemmelse, da den endelig bliver forløst.

Sandor Clegane (Rory McCann) får til gengæld kærkomne øjeblikke af betydning, og særligt et længe ventet opgør bliver tilfredsstillende afsluttet.

Afsnittet største lyspunkt er imidlertid Tyrion (Peter Dinklage), der går en tragisk fremtid i møde, efter hans planer endegyldigt går i vasken. Hans ansigt siger mere end tusind ord.