Game of Thrones – sæson 8, afsnit 6

Så kom det store oprydningsafsnit endelig.

Sidste uge bød på et omkalfatrende twist, der fik alle – fra fans over karrierefeminister til forældre, der har kaldt deres piger for Daenerys – til at spærre øjnene op. I forsøget på at generobre sine forfædres trone blev dragedronningen en mere destruktiv tyran end dem, hun ønskede at besejre.

Siddende på drageryg vejrede hun nederlag og forræderi, mens kirkeklokkerne proklamerede, at den hadske Cerseis hær havde overgivet sig. Og hun gav så efter for had og herskertrang og brændte titusinder af uskyldige mennesker ihjel.

Nu er vi nået til finalen, der på den ene eller anden vis skulle få kongekabalen til at gå op.

Det gør den også – på godt og ondt.

Magtens højborg King’s Landing er nu én stor brandtomt, hvor asken sænker sig over murbrokker og afsvedne lig, og hvor de overlevende går chokerede rundt med døden penslet i ansigtet.

Kun Daenerys lader til at være i godt humør, når hun holder storfascistisk militæropvisning og lover sine følgere, at krigen ikke vil stoppe, før hele verden er under hendes kontrol.

Vi kan til evig tid diskutere, om hendes transformation fra seerfavorit til magtliderlig mordpyroman er blevet plejet godt nok af serien. Men nu hvor hun har vist sig som seriens sidste superskurk, savner man den sårbare menneskelighed, der gjorde hende interessant i første omgang.

Netop fordi historien altid har bevæget sig i de moralske gråzoner, der kendetegner ethvert sammensat individ, kan det ærgre, at dragedronningen ikke får et værdigt farvel. Der er en klynkende desperation i hendes bøn til elskeren Jon Snow, men Emilia Clarke får ikke lov at sænke paraderne, før han modvilligt dræber hende med en daggert.

Det er en skæbnesvanger tragedie efter græsk forbillede, og Daenerys’ endeligt står også som en bekræftelse af den nihilistiske tese i Game of Thrones: Jo mere man søger magten, desto mindre egnet er man til at besidde den.

Husk det, når du skal stemme!

Man skal være uendeligt stor fan for ikke at finde noget at brokke sig over i det allersidste afsnit, hvor serieskaberne følger de fleste spor til dørs, men uden at hive en sidste blodbesudlet kanin op af hatten.

”Ingen er rigtigt glade,” lyder det fra den reformerede synder Tyrion. Han er om nogen blevet seriens besindige klippe, da han forhandler en afslutning på otte sæsoners stoledans om Jerntronen. ”Så det må have været et godt kompromis,” konkluderer han.

Ser man tilbage på sæsonens sidste halvdel, er der ingen tvivl om, at serien har lidt under, at den undervejs løb tør for romanforlæg.

Da sjette sæson blev sendt, fik serien hug for at forhale historien, så George R.R. Martin kunne få tid til at skrive de to afsluttende bind i bogserien. Omvendt har syvende og ottende sæson til tider føltes, som om serieskaberne mest af alt var ivrige efter at nå i mål.

Det kom der godt tv og dårligt drama ud af. Engang så nuancerede karakterer blev forfladiget forud for de endelige opgør, der blev afviklet med pomp og pragt og uden den menneskelige tyngde, der gjorde krigsafsnit som anden sæsons Blackwater og sjette sæsons Battle of the Bastards så intenst nærværende.

I det længe ventede opgør med de dødes hersker i ottende sæson kunne man mærke forfatternes usynlige hånd over personer, der snød skæbnen så ofte, at alle kunne se, det var aftalt spil.

Og alligevel har Game of Thrones helt til slut været must see, et politisk drama skudt igennem med sex og sadisme og krydret med en storladen fantasy-fernis. Der er blevet kræset for iscenesættelsen, og selv i sidste afsnit er der monumentale øjeblikke, som hører til blandt seriens bedste.

Som den sidste drage i verden, der i frustration og afmagt hæver sig over de menneskelige intriger og smelter Jerntronen ned med sin flammeånde.

Endelig én, der bruger forstanden!