Gangster Squad

Gangster Squad vakler på sine usikre ben, som var den slået til lirekasse af en af sine egne sadistiske filmgangstere. 

Ruben Fleischers film har da også været igennem, om ikke et par propre næver så den hårdtslående Hollywood-maskine. Efter sommerens tragiske skuddrama i en biograf i Aurora, Colorado, måtte den udskydes i flere måneder. En central skudscene med maskingeværer i en biograf blev klippet ud, og andre scener blev omskrevet og genfilmet for at udfylde huller i historien. 

Mafiadramaet er efter sigende løst baseret på de virkelige begivenheder fra politiets kamp mod mafia-kingpin Meyer Harris ”Mickey” Cohen i 1940-50’ernes Los Angeles, som skildret i Paul Liebermans faglitterære bog af sammen navn. 

Men Gangster Squad fremstår nærmere som ren tegnefilm og pastiche-hyldest til genrens klenodier. Den har det postmoderne, grafisk voldelige twist og glimt i øjet, som instruktør Ruben Fleischer også viste særligt talent for med den morsomme zombiefilm-pastiche Zombieland. 

Det starter lovende på en overdrevent voldelig måde. En forrygende Sean Penn er så grotesk maskeret som eksbokseren og den fremadstormende mafiakonge Mickey Cohen, at man kommer til at tænke på Al Pacino i den tegnefilmagtige Dick Tracy. I en herligt absurd scene imiterer han Bela Lugosis Dracula-figur, inden han likviderer en konkurrents udsending, som han river midt over som en piñata ved hjælp af et par biler og en kæde. 

Mickey Cohen er ikke sådan at spøge med, og Penn giver den aggressive terrier af en forsmået jødisk gangster sådan en spand kul, at man (næsten) glemmer, hvor utroværdig figuren dybest set er. Hans sadistiske raserianfald kan næsten måle sig med James Cagneys ikoniske rolle i Public Enemy og De Niros Al Capone fra Brian De Palmas De uovervindelige. 

Cohen planlægger at overtage al handel med stoffer, prostituerede og gambling vest for Chicago. Dommere, politikere og det meste af politiet er allerede i lommen på ham. En ubestikkelig politichef (Nick Nolte) giver dog den hærdede, tidligere krigshelt John O’Mara (Josh Brolin) carte blanche til at samle en lille undercover-enhed af modige politimænd med det ene mål at smadre Cohens lyssky forretningsimperium. Historien er stort set hentet fra netop nyklassikeren De uovervindelige. 

I pastichens navn er hver enkelt af disse udvalgte gode mænd skåret ud fra tomme genreskabeloner. 

Broshlin er den hæderlige strisser, der har en bekymret, men opbakkende gravid kone derhjemme, og for hvem pligt og ære betyder alt. Ryan Gosling er – selvfølgelig – damernes ven og vil i første omgang helst ikke blandes ind i gruppens kamikaze-mission. Men han kan ikke holde sig fra Mickey Cohens dame, rødtoppen Emma Stone. 

”Er du her for at gøre mig til en ærlig kvinde?” spørger hun. ”Nej, jeg håbede bare på at komme i seng med dig,” replicerer han. Replikkerne er selvbevidste, så det basker, men den seksuelle kemi mellem Stone og Gosling manifesterer sig aldrig rigtigt. Og det til trods for, at de har øvet sig sammen i den romantiske komedie Crazy, Stupid, Love. De kløjes begge to i de corny replikker, og Stone er decideret fejlcastet. Hendes force er ikke det vampede, men sødmen. 

Når filmen er bedst, dyrker Gangster Squad sin stilistiske overflod af genreklicheer med en næsten pervers appetit: et neonoplyst natteunivers med fatale kvinder, bløde fedora-hatte, drinks med navne som ”dirty shirley” og konstant flammende tommy guns. 

Ruben Fleischers politi-og-røver-leg stopper desværre med at være sjov, efterhånden som instruktøren forsøger at blande rigtige følelser ind i løjerne. Pludselig begynder man at bemærke papfigurernes beske og flade smag. Det er en svær balanceakt. Hvilket Robert Rodriguez havde indset, da han valgte at placere sin Sin City i et CGI-noir-univers af sort-hvide streger uden et gran af ægthed og psykologisk realisme. 

Gangster Squad skæmmes af sentimentale formaninger om lovens heltemodige håndhævere. Ikke mindst i Josh Brolins snøvlende, moraliserende fortællerstemme, der indrammer filmen. Og især klinger det hult, når enhedens moralske stemme ud af det blå begynder at stille spørgsmål ved deres virke: ”Hvordan adskiller vores metoder sig fra Mickey Cohens?”

Når Gangster Squad vil tages alvorligt, falder den igennem og rammer sit eget blodsølede gulv.