Genesis

Det er den helt klassiske fortælling: unge mennesker, som er forelsket i verden, men slår sig og opdager, at verden ikke er så fantastisk og simpel, som de forestillede sig.

Herhjemme kommer man unægteligt til at tænke på mesteren af ungdomsfortællinger, Nils Malmros, der med Kundskabens træ følger livet hos unge skoleelever i 50’erne og tabet af uskyld.

Det er de samme tematikker, som er i spil i den franske instruktør Philippe Lesages ungdomsfilm Genesis.

Vi følger de to stedsøskende Charlotte og Guillaume, der hver især har deres egne problemer.

Efter en dårlig periode med kæresten, som ønsker et åbent forhold, vender Charlotte opmærksomheden mod den lidt ældre fyr Théo, som hun forelsker sig i. Men er Théos interesse for Charlotte lige så dybtfølt?

Guillaume går på en drengehøjskole, hvor han er fremme i skoene og særdeles vellidt i klassen. Han har dog problemer med klassens lærer, der håner ham med arrogante kommentarer. Og så er Guillaume gået hen og er blevet forelsket i sin bedste kammerat.

Det er de helt store, komplicerede følelser og de klassiske temaer, som Genesis spiller på.

Uskyldstabet. Venskaber, der bliver til kærlighed. Skuffelserne ved den ikke gengældte kærlighed. Kærligheden, som visner eller er utilstrækkelig. Og der er en fin balance mellem meget kraftfulde øjeblikke og den ofte underspillede stil.

Vi ser, hvor skrøbeligt det er at lægge hjertet i et andet menneskes hænder. Især leverer Théodore Pellerin i rollen som Guillaume en fængslende monolog, da han stiller sig op foran klassen under en engelsk fremlæggelse og blotter sig selv ved at erklære kærligheden til sin bedste ven.

Og pludselig får det hele en skræmmende alvor. Tabet af uskyld, som gør, at verden forandres for de to stedsøskende. De slår sig begge brutalt, og uden at afsløre for meget, er netop dette et af de mest intense øjeblikke.

Store dele af filmen har en charmerende underspillet stil. Og skuespillerne leverer stærke præstationer. Alt kan ses i deres øjne, og der er nogle smukke sekvenser, hvor stilheden dyrkes. Som den stille gråd på sofaen i en mørk stue, eller da Guillaumes kammerat en aften i fuldskab falder i søvn og lader hovedet lande på Guillaumes skulder. Guillaume sidder helt stille og laver først kun en minimal bevægelse med øjnene.

Andre steder bliver det desværre simpelthen for langsomt og kedeligt.

Vi følger længe og i flere scener Charlotte i byen med veninderne, og der er lange sekvenser, hvor hun danser på diskoteket. Det bliver stivbenet i længden, og intensiteten går tabt.

Philippe Lesage vælger i filmens sidste del et frækt twist, hvor han bevæger sig væk fra de to stedsøskende og i stedet lader os følge den unge Félix, som på sommerlejren forelsker sig i Béatrice. Et sjovt valg, som sender en kærlig hilsen til Phillippe Lesages tidligere værk The Demons, hvor Félix er hovedperson.

Isoleret set fungerer det dog ikke helt optimalt. Sidste del føles en smule påklistret og afskåret fra resten af filmen, når den så bastant placeres i slutningen. Også selv om der er tydelige tematiske tråde mellem historierne.