Genopdagelsen

”47 menneskebørn i alderen elleve til femten år skal være udendørs hver dag i ti uger som en del af deres skolegang. Deres klasselokale er en tilgroet byggegrund i København.”

Således starter Phie Ambos dokumentar om et demokratisk natur-eksperiment, hvor vi følger et par håndfulde børn, der skal danne deres eget samfund fra bunden. Det er et utopia med egne normer og regler, et Fluernes herre for stenbroens børn, der har glemt, hvad naturen kan give dem.

Men der er noget mystisk ved de børn!

Jytte Abildstrøms stemme er Moder Jord, der taler til os. I små, poetiske sekvenser, hvor vinden griber fat i trækroner, fortæller den besjælede natur os, at det er på tide at genopdage hende.

De unge teenagere klatrer i træer og skal beslutte værdierne for deres utopiske samfund.

”Tryghed?”

”Tillid?”

”Bæredygtighed?”

Pudsigt nok kender de alle begrebet bæredygtighed. Den nye generation er i sandhed klimabevidste.

Den 45-årige instruktør Phie Ambo har altid lavet dokumentarfilm om emner, der ligger hendes hjerte nært. Fra mesterlige intime portrætter (Family, Gambler) til trilogier om bevidsthed og klima.

Men i de senere år er det, som om den tematiske dagsorden har taget overhånd. Den første dokumentar i Ambos klima-trilogi, Så meget godt i vente, handlede om en biodynamisk landmand, men portrættet var ikke stærkt nok til, at man hang på hele vejen.

Det samme gør sig gældende i Genopdagelsen, hvor koblingen mellem Moder Jytte og børnenes demokrati-projekt virker søgt. De kunne ret beset have befundet sig på en losseplads, og projektet om et nyt samfund ville have været det samme.

Børnene bygger huler, laver bænke og stiger, men der er lidt for meget vegetarisk postej over dem. De er velopdragne og velformulerede, de henter læreren hver gang, der er optræk til problemer. En dreng forklarer, at man kan bruge hulen til yoga og meditation.

Hvor er den ungdommelige vildskab henne?

Selvfølgelig er det de tre brune børn i klassen, der gør oprør. Endelig! De forsøger at overtage nybyggernes hule, men det bliver hurtigt stoppet. Efterfølgende skal de holde rundkredsmøde, hvor reglerne for hulerne skal fastlægges.

”Hvem vil gerne være ordstyrer?”

”Det vil jeg gerne være.”

”Det vil jeg også.”

”Jeg vil også gerne.”

Det største problem for den nye generation er, at de alle vil styre. Det er den nye verdens ledere, ingen er bange for at tage ansvar, alle vil stå i front og styre slagets gang. De er så velartikulerede, at det halve kunne være nok.

En ung pige er allerede på vej til at blive den nye Anders Samuelsen, da hun nasser æg og bananer i et supermarked for at kunne sælge dem til vennerne i sin pandekagebod.

Men hvor er det dårlige selskab? Dem, de andre ikke vil lege med?

Det er først i den efterfølgende research, at det hele giver mening. For børnene i Genopdagelsen er fra Den Grønne Friskole, ægteparret Phie Ambo og Anders Morgenthalers friskole for klimabevidste forældre.

Det er ikke nævnt med et eneste ord i dokumentaren, hvilket det selvfølgelig skulle have været. For det ændrer præmissen for filmen.

Det er ikke stenbroens unge, der skal genopdage noget som helst. Det er bedsteborgernes børn, som har fået træstammer ind med modermælken. Børn fra speltfamiliernes højborg, der går forrest i klimakampen.

28.608 kroner koster det per år at gå på den sukkerfri friskole, hvor forældrene står for pasningen én gang om ugen, skal engagere sig i forældreakademi og rengøring, smøre to nærende og sunde madpakker hver dag, give lakridsrod og genbrugsgaver til fødselsdage.

Det kan undre, at Phie Ambo ikke har valgt en mere personlig vej, når den nu ligger lige for. Hun kunne have valgt et mere intimt portræt af arbejdet med skolen i stedet for at søge at ophøje et skoleprojekt til genopdagelsen af Moder Jord.

Det bliver for frelst, og det er nu engang mere interessant at se det store i det små end omvendt.