Gensynet

Det er intet under, at Gensynet er solgt til det meste af Europa.

Det franske komediedrama kan bryste sig af to generationers bedst kendte og mest beundrede franske skuespillere, Catherine Deneuve og den lidt yngre Catherine Frot. Og så er den et nærmest selvparodisk eksempel på halvintellektuel, fransk filmkunst: smukke, stærke og elegante midaldrende kvinder, der opfører sig stærkt og elegant, en frigjort fejring af kødets lystfulde glæder og bare et lille skvæt af socialbevidst liberalisme.

Det kan kun være et spørgsmål om tid, inden nogen køber rettig­hederne og laver et endnu mere kommercielt engelsksproget remake.

Frot spiller Claire – en effektiv, men indelukket overjordemoder på en fødestue, der ikke længere kan løbe rundt økonomisk. Hun er en enlig kvinde af typen, der altid har fornuftige sko på og håret trukket hårdt tilbage i en stram hestehale, og hun ser nu frem til en tidlig pension og et roligt otium med havearbejde i kolonihavehuset.

Men så får hun pludselig en uventet besked fra Béatrice (Deneuve), der engang var hendes nu afdøde fars elskerinde.

Béatrice er en flamboyant karakter, en professionel gambler, der klæder sig i leopardpletter og ryger, drikker og spiser fed mad, som om det stadig var 1972. Og så knuste hun Claires fars hjerte, da hun pludselig forlod ham mange år forinden.

Nu er hun diagnosticeret med alvorlig hjernekræft og ønsker at råde bod på fortiden, og så er det op til Claire at fortælle hende, at hendes far har været død længe. Han begik selvmord, efter Béatrice havde forladt ham.

Hvis dette var den virkelige verden, ville disse to meget forskellige kvinder næppe se hinanden igen. Men det er det ikke, og fortiden vil ikke helt lade dem slippe. Béatrice er fattig, syg og alene, så hun vender sig naturligt mod Claire – hun er det tætteste, Béatrice nogensinde er kommet en datter.

Omvendt har Claire brug for en ældre kvindelig ven, som kan få hende til at løsne hårelastikken og genoverveje sine prioriteter i livet. Inden længe – i et sideplot, man ser komme langvejs fra – siger hun ”carpe diem” og finder lidt hverdagsromantik med Olivier Gourmets knuselskelige lastbilchauffør, der bor ved siden af.

Begge skuespillere har roller, vi ikke har set dem i før.

Deneuve, der efterhånden er i 70’erne, blev kendt som bourgeois isdronning, den pragmatiske pige i Pigen med paraplyerne og en Hitchcock’sk blondine i Buñuels Dagens skønhed. Men på det seneste har hun kastet sig over roller som uortodokse matriarker, som den uanselige forstadsheltinde i Potiche eller den strenge dommer i La tête haute.

Særligt usædvanligt er det, at hun spiller den mest spændende rolle over for Catherine Frot, der er kendt for sin alsidighed som skuespiller og for at løbe kunstneriske risici. Men her spiller Frot en tillukket hovedrolle, der gør sit ypperste for bare at virke normal.

Sammen har de to kvinder en løssluppen kemi, der mærkes i den skarpe, rapmundede, kvindecentriske dialog. Det er bare en skam, at instruktør og manusforfatter Martin Provost (der også stod bag kunstnerportrættet Séraphine, som ligeledes er båret af en kvinde) ikke kan dy sig for at iscenesætte overdrevent åbenlyse bekendelsesscener, hvor karaktererne afslører deres inderste hemmeligheder for hinanden.

Man mærker dog tydeligt, at Provost, der også selv er skuespiller, har en skarp forståelse for andre kunstnere. Han lokker fremragende præstationer ud af begge hovedroller, men hans instruktion virker en anelse retningsløs.

Det bliver spændende at se, hvordan historien tager sig ud i amerikanske gevandter. Måske med Sonia Braga som Béatrice og, tjah, Jennifer Lopez som Claire.