Gerontophilia

Fra første ubehjælpsomme øjeblik, hvor Pier-Gabriel Lajoie åbner munden og monotont fremfører sin replik, er man klar over, at den er helt gal.

I åbningssekvensen står han i rollen som den attenårige Lake og snaver med sin kæreste Desiree, der orgastisk opremser alle de feminister, hun anser for ægte revolutionære. Fra Lizzie Borden til Ulrike Meinhof.

”Jeg bliver nødt til at gå. Jeg skal lave aftensmad til min mor,” lyder Lakes efterfølgende kommentar, som han udtaler på gebrokkent engelsk, i et energiløst toneleje og med en stiv mimik.

Uheldigvis finder man hurtigt ud af, at Lajoie ikke er den eneste, der har mere end svært ved replikkerne i Gerontophilia.

Lake arbejder som livredder i den lokale svømmehal, men da han opdager, at han får erektion af at give en ældre mand kunstigt åndedræt, beslutter han sig for at komme de ældre lidt nærmere. Han får arbejde på et plejehjem og møder den 81-årige Melvyn Peabody (Walter Borden), en tidligere teaterskuespiller, der betager den unge dreng med historier om livet på de skrå brædder.

Snart udvikler romancen sig til et seksuelt forhold, og da Lake finder ud af, at personalet giver de ældre lidt for meget af den beroligende medicin, beslutter han sig for at befri Melvyn. Med hjælp fra sin nu ekskæreste, Desiree, får han hjulpet den omtågede Peabody ind i en bil, og de begiver sig ud på et roadtrip gennem Canadas øde landsbyer og vilde natur.

Den 50-årige instruktør Bruce LaBruce har i årtier lavet provokerende nichefilm i det canadiske queercore-miljø, ofte med eksplicitte sex-scener. I 2010 blev det for meget for den australske filmfestival i Melbourne, som ekskluderede Bruce LaBruces festivalbidrag L. A. Zombie, hvori en alien-zombie har sex med døde mennesker og vækker dem til live med sit erigerede lem.

Homoseksuelle LaBruce beskæftiger sig ofte med tabuiserede, seksuelle feticher og har lavet film om alt fra sadomasochisme, voldtægt, zombie-porno og transseksuelle prostituerede.

Det virker derfor som en selvfølgelighed, at instruktøren kaster sig over ”gerontophilia”, det vil sige en seksuel præference for ældre mennesker. Men i modsætning til hans andre film prøver LaBruce at indsætte det seksuelle tabu i en klassisk genreskabelon, rom-com’en, og her fejler den evige provokatør.

Han har droppet sex-scenerne og de obskure påfund til fordel for en sød kærlighedshistorie og en klassisk roadfilm. Men når man piller det provokerende væk fra LaBruces film, står man tilbage med et håndværk, der er langt fra gedigent.

Ud over skuespillet, som kun har Walter Borden som ledestjerne i et ellers tåget univers, er klipningen også af den virkelig kedelige slags, hvor en blænden-ned-til-sort er eneste påfund på en overgang, hvis man da ikke starter med endnu et etableringsskud efter endt handling.

Hertil kommer en overdreven brug af musik til at skabe følelser. Hver eneste gang, en karakter skal udtrykke noget, der nærmer sig følelser, bliver der skruet op for musikken, og endnu et følelsesladet nummer klarer ærterne for skuespilleren.

Hatten af for LaBruce for at prikke hul på tabuer, men denne gang er temaet det mindst pinagtige.