Ghislaine, Prince Andrew and the Paedophile

Da den privilegerede overklassekvinde Ghislaine Maxwell for nylig i New York blev kendt skyldig i at have faciliteret den pædofile rigmand Jeffrey Epsteins overgreb på mindreårige – og sågar deltaget i dem – blev der med ét slag fri jagt på den engelske prins Andrew.

Han er nemlig selv under mistanke i sagen. Og eftersom han kendte dem begge indgående, er han jo nok selv medskyldig.

Det sidste kaldes imidlertid normalt guilt by association, og det er en juridisk fejlslutning. Man kan faktisk godt omgås kriminelle på venskabelig basis uden selv at være kriminel. Ellers havde fængselspræsten jo lidt af et forklaringsproblem.

Egentlig er der kun én ting, der er mere skrækindjagende og modbydelig end brutale seksuelle overgreb på børn, kvinder og mænd. Nemlig den uretmæssige beskyldning om netop den selvsamme forbrydelse.

Det bliver skildret måske mest hårrejsende af Thomas Vinterberg i Jagten, hvor hele Mads Mikkelsens karakter og renomme smadres på grund af de vedholdende, men udokumenterede, rygter om hans pædofile forbrydelser.

Men jo i og for sig også genoplivet som fænomen under #MeToo-bevægelsen. For hvis rygterne bare gentages nok, har det – indimellem dødelige – konsekvenser.

I ITV’s nye dokumentar Ghislaine, Prince Andrew and the Peadophile sættes der nye rekorder i slap journalistik. Det er en lang kæde af udokumenterede påstande – eller bare ikke-inkriminerende påstande – som tilmed ofte kommer fra kvinder, der helt åbenlyst er feministiske aktivister.

Når de græmmes over, at Ghislaine Maxwell er kriminel som kvinde, er deres åbenbart helt generelle androfobi til at tage og føle på.

De steder, hvor der endelig kommer kød på noget i dokumentaren, er bare sakset fra tidligere interviews. For eksempel prins Andrews decideret tåkrummende interview, hvor han forklarer, at han nok bare er ”for ærefuld”, når han fastholder venskabet med den pædofilidømte Jeffrey Epstein og viser sig offentlig sammen med ham efter dommen.

Andre ganske stærke klip kommer fra tidligere interviews med Epsteins og Ghislaine Maxwells ofre. Nogle af dem er troværdige. Især ét, hvor en voksen kvinde føler sig misbrugt på Epsteins ”Orgy Island”.

Som hun siger: ”Man går jo selv med til det. Man skriger og sparker ikke i modstand, når man er ude på en ø.”

Den slags vidnesbyrd er modbydelige. Og der er næppe mange på denne planet, der ikke gerne så prins Andrew knaldet godt og grundigt for de seksuelle overgreb, han påstås at have begået (hvis han altså har begået dem).

Og vi er nok mange, der har en klar mistanke om, at han nok kun er én af mange endog meget kendte mennesker, der kan have begået forbrydelser. Sågar prinsens egen mor Dronning Elizabeth har forleden givet op og slået hånden og alle medaljerne af sin yndlingssøn. Formentlig i desperation over den skandale, det er lykkedes offentligheden at skabe omkring ham.

Det er selvfølgelig på grund af alle de ganske uhyggelige beskyldninger, der gentages i et væk, at man skal se ITV’s seneste nyhedsdokumentar. Men det gør den altså ikke mere sober.

Når Good Morning Britains politiske redaktør Ranvir Singh – der er kendt for at ”bashe” kongehuset rutinemæssigt, fordi hun simpelthen hader institutionen – pludselig roder sine egne til lejligheden påståede, men helt udokumenterede oplevelser med seksuelle overgreb i barndommen ind i historien, måber man.

Og man mister helt tilliden til dokumentaren, da hun henkastet tilføjer, at den pågældende ”for længst er død”. Fordi det i dag er almindeligt kendt, at hele sagen mod Ghislaine Maxwell muligvis skal gå om.

Et af jurymedlemmerne er efterfølgende trådt frem som pædofilioffer. Det øger med andre ord ikke uvildigheden, når man selv er et decideret offer for pædofile. Eller at man – måske – bare koketterer med det.

De øvrige interviewede personer er også for en stor dels vedkommende ret underlødige kilder, som man aldrig ville gide høre på, hvis der var tale om ordentlig journalistik.

Djævelen gemmer sig som altid i detaljen.

Når Singh i en sidebemærkning siger om en tidligere sikkerhedsvagt på Buckingham Palace, som hun interviewer, at han ”i mellemtiden har siddet i fængsel for svindel med ejendomme”, falder hans groteske påstande om prinsens raserianfald jo lidt til jorden.

Man sidder derfor tilbage med en gennemgang af ærligt talt helt kendt stof – plus en hel masse af det, der på engelsk kaldes ”hearsay”.

Den slags holder måske i den britiske offentlighed. Men det holder altså ikke i byretten.