A Ghost Story

David Lowery er en amerikansk mytespinder. Han er også en af tidens mest spændende instruktører. 

Gennembrudsfilmen Ain’t Them Bodies Saints mytologiserer bankrøveren. Han ryger i spjældet, da han efter et røveri vender hjem for at se sin elskede en sidste gang. 

Disney-remaket Pete’s Dragon var en sjældent indtagende studiefilm, der gjorde de nordamerikanske kæmpeskove til et sagnomspundet vildnis, hvor drager samler sig på bjergtinderne. 

Og A Ghost Story er præcis, hvad titlen siger. En mand dør i et trafikuheld og vågner op som et spøgelse – med et lagen over hovedet og to udskårne øjenhuller som et hjemmegjort fastelavnskostume. 

Isoleret set er det et komisk billede, men Lowery behandler barnets forestilling om livet efter døden med gravalvorlig melankoli. 

Manden (Casey Affleck) rejser sig simpelthen fra briksen i hospitalets kapel, mens han stadig har ligklædet over sig. Han stavrer lidt konfus rundt i gangene, indtil Det Hinsides åbenbarer sig for ham som en lysende firkant midt på den institutionsbrune væg. 

Han kigger et øjeblik – og så går han hjem. 

Han kan ikke andet end at se stumt på, mens livet fortsætter uden ham. For det gør det jo. Og det er lige dele deprimerende og fortrøstningsfuldt. 

På intet tidspunkt ser vi mandens kone, der spilles af altid fremragende Rooney Mara, knibe en tåre. Hun går bare følelsesforladt, drænet rundt i deres hjem. Sænker sig ned på gulvet og tvangsspiser en hel tærte, mens hun stirrer tomt frem for sig. 

Så giver det et ryk i hende, og hun spæner ud for at kaste op. Mens spøgelset står mut ved siden af og holder øje. 

Tiden går, årene går. 

Hun samler sig selv langsomt. Begynder at date igen og flytter ud. Nye folk flytter ind. De spiser, snakker, fester. Lever. 

Spøgelset kan ikke gøre andet end at se på. Udtryksløst – og dog. Affleck luder med skuldrene og emmer af sørgmodighed, han står helt stille og kommunikerer hjerteskærende længsel uden at sige eller gøre noget. 

Lowery, der også har skrevet manuskriptet, holder sig med få undtagelser tilbage fra dramatik og store armbevægelser. Hans fortælling udspiller sig i tiden efter livets skelsættende begivenheder. 

Hvor det egentlig er for sent. 

Der er så uendeligt meget skønhed i disse nøje udvalgte fragmenter af menneskeliv. Den lange indstilling af manden og kvinden, der udveksler søvnige kærtegn i sengen, et sted mellem godnatkys og forspil. Det sitrende lys mod væggen, når solen går ned. 

Fuldemandssnakken om jordens endeligt og livets ubetydelighed. 

Hvad der starter som en kærlighedstragedie, udvikler sig til en billedskøn refleksion over tid, forgængelighed og de små øjeblikke, der forankrer os i tilværelsen. Dem, vi bliver ved at vende tilbage til. 

Lowery skeler til Malicks endnu mere fragmentariske Tree of Life, men hans perspektiv er et andet. 

Lowery bruger ikke individets historie til at meditere over universets grænseløshed. Et spøgelse er netop ikke et transcendent væsen. Det er bundet fast i tiden og hjemsøgt. 

Æstetisk ligger de to film også langt fra hinanden, selv om Lowery tidligere har virket inspireret af Malicks sværmeriske kamerature. Hans to seneste film var mest optaget i den berømte magic hour mellem solnedgang og nat, hvor landskabet bades i et gyldent tusmørkeskær. 

A Ghost Story foregår i mørket. 

Det er en kølig, længselsfuld film, der er smukt komponeret med rolige, statiske interiørbilleder og indrammet i det trange 4:3-format. Endda med afrundede hjørner som falmede billeder i et gammelt fotoalbum. 

De billeder bliver hængende. Da hun kommer tilbage fra hospitalet, lægger hun sig i hans side af sengen og knuger lagenet ind til sig. Han ser på. Aer hende uden at røre.

Det er fandeme stærkt.