Giants and the Morning After

Der løber en mytologisk understrøm gennem provinsportrættet af den lille landsby Ydre i de svenska skogar, der støder humoristisk op mod filmens begivenhedsfattige hverdagsscener. 

”Engang boede der tre trolde i Ydre,” lyder den indledende fortællerstemme. ”Når de hørte kirkeklokker, kastede de sten mod klokketårnet for at standse den frygtelige lyd.” 

Den besked kommer lige efter en scene i en kirke, hvor en student til afgangsceremonien rocker ud til Queen-klassikeren I Want to Break Free. 

Fra tid til anden trækker de tre dokumentarister, Malla Grapengiesser, Per Eriksson og Alexander Rynéus, kameraet tilbage fra de lokale til det eventyrlige: den svindende landsby med den stolte fortid. 

Byens borgmester (formoder jeg – fluen-på-væggen-æstetikken strækker sig til et forbud mod navneskilte) tager på lykønskningstur rundt til byens nybagte forældre. På hans kontor står der to kasser: én med pakker til piger og en anden til drenge. 

Der er det samme billige fleecetæppe i dem alle sammen. 

Som de bedste dokumentarister har instruktørtrioen en eminent evne til at samle en hel fortælling i et par velvalgte detaljer. 

”Ja, jeg håber jo på at komme igen,” siger han smilende til de fødselstraumatiserede forældre. ”Og igen og igen!” 

Tilbage på kontoret holder han og sekretæren nidkært øje med, om beboertallet stiger eller falder. 

Der er ikke nogen forkromet fortælling, bare et tværsnit af landsbylivet på stort og småt. Det er formidlet på en måde, som er lige dele antropologisk og empatisk. 

I et andet handlingsspor følger vi et par gymnasiepiger, mens de hænger ud og snakker om løst og fast. Sabbatår eller unistart? Sour cream eller havsalt? 

”Er det ikke sindssygt, at vi beskattes for at have menstruation?” spørger en af dem på et tidspunkt, mens hun ligger og ser ud over en skovsø med hovedet i venindens skød. Griner og foreslår så, at veninderne samler blod sammen et par måneder for at male kommunekontoret rødt. ”Så ville de nok fatte budskabet!” 

Det er en fragmenteret samling af enkelte nedslag i livet, og der er tider, hvor den tilgang føles rodet. Det gælder ikke mindst den genkommende insisteren på at vække mytologisk genklang med historien om kæmperne. 

Men det er et rod, der er slående serveret. 

Billederne er prægtige i sig selv. To tredjedele af instruktørtrioen, Eriksson og Rynéus, var også filmens fotografer, og deres dvælende kamera holder tålmodigt øje med personerne som fisk i et akvarium. 

I ét fantastisk lunefuldt skud ser vi længe et par sidde og stirre mod kameraet, mens de fra tid til anden grynter et par ord til hinanden, i en akavet tableau-komposition, der ville få Ulrich Seidl til at trække på smilebåndet. 

Ganske langsomt går det op for én, at de sidder med hver deres controller og spiller Fifa! 

Provinstematikken og de sirligt komponerede, statiske billeder leder tankerne hen på Anna Sofie Hartmanns oversete danske provinsportræt Limbo, der ligeledes viser en småby i forfald, efterhånden som de gamle dør, og de unge flytter til mere stimulerende steder. 

Men hvor Hartmanns film skumler over landlivets smålighed, fejrer Giants and the Morning After de lokale ildsjæle, der nægter at lade stedet dø. 

Borgmesteren, der omdanner en kommunebygning til asylcenter (og vupti, der steg befolkningstallet!), fabriksejeren der holder fast i en dårlig forretning for ikke at skulle fyre folk. Gymnasiepigens morfar, der har rejst verden rundt, inden han vendte tilbage til udgangspunktet – mæt af minder. 

”Jo ældre jeg bliver, des mere længes jeg efter skoven,” siger fyren i kæresteparret, da de er ude at kigge på et rødmalet træhus at slå fælles rødder i. 

Vi forstår ham sagtens. Der er jo himmelskønt deroppe i det afsides højland, indbydende bjergskove med tåge over træerne. Et sted, hvor man næsten kunne tro, at der gik kæmper rundt.