Girls – sæson 4

”Jeg føler ærligt talt, at jeg har taget den rette beslutning, og det er en helt ny fornemmelse for mig. Altså – jeg spiser vindruer som snack.”

Således siger Hannah stolt til Marnie i deres første Skype-samtale, efter at Hannah er flyttet til Iowa, hvor hun skal deltage i Iowa Universitys prestigefyldte forfatter-workshop.

At hun kort efter indtagelsen af de sunde vindruer spytter dem ud i sin hånd med væmmelsen tegnet i ansigtet, vil næppe komme bag på nogen.

Lena Dunhams kluntede og selvoptagede, men også charmerende Hannah Horvath er endnu ikke vokset fra den naivitet, der synes at kendetegne samtlige af seriens hovedkarakterer. Og fjerde sæson fortsætter da også med at lade livets alvor ramle ned over de endnu ikke helt kampdygtige Girls.

Dunham, der debuterede med den stilbeslægtede kortfilm Tiny Furniture i 2010, blev katapulteret ud i international berømmelse, da serien om de fire midt-20’er-pigers liv i hipster-rå Brooklyn fik premiere i 2012.

Serien har været både udskældt og hyldet for sin utilslørede portrættering af en generation, der har uhyre svært ved at finde sig til rette i livet efter studietiden.

Pigernes kaotiske og usikre vandren fra job til job, deres eksperimenterende sexliv med skiftende partnere og deres klagen over livets genvordigheder i omgivelser langt fra Sex and the Citys glamourøse Manhattan har bestemt bibragt mange af seriens stærkeste momenter. Og den har fungeret upåklageligt i de foregående sæsoner, der alle bød på vanvittige scenarier og uventede twists.

Sæson 4 skaber i den grad forventninger om nye linjer med det drastiske kulisseskift forårsaget af Hannahs flytning. Men selvom omgivelser og livssituationer er nye, er Hannah & Co. de samme – på godt og ondt.

I Iowa føler Hannah sig meget utilpas i den akademiske atmosfære, der hersker i forfatterskolens studiegruppe. Hendes stærkt selvbiografiske tekster kommer under hård kritik af gruppens prætentiøse aspiranter, der dissekerer dem som en pendant til erotika-romanen Fifty Shades of Grey.

Man kan godt blive lidt frustreret over hendes vedblivende naivitet og hæmningsløshed, men ikke desto mindre er det rod til megen morskab.

Gruppemødernes frygteligt akavede samtaler, der opstår i mødet mellem Hannahs lettere sociale handicap og de øvrige medlemmers absolutte uforståenhed, er eminent underholdende – Girls-dialog, når den er bedst!

Hjemme i New York byder livet også på store omvæltninger for seriens øvrige karakterer, der fortsat kæmper for succes i det ubarmhjertige liv uden for institutionernes trygge favntag.

Marnie (Allison Williams) synger pinlige sange på byens caféer, mens Shoshannah (Zosia Mamet) skræmmer potentielle arbejdsgivere med sin neurotisk-hurtige talestrøm, og Jessa (Jemima Kirke) sumper videre i en pøl af selvdestruktive handlinger.

Skuepillet har samme høje niveau som i de foregående sæsoner, men det er ærgerligt, at personerne tilsyneladende er fastlåste i en teenage-egosime – i hvert fald i de første fem af syv afsnit af den nye sæson. Her tænker alle kun på sig selv, og særligt for Jessa er venindeloyaliteten en by i Rusland.

”Hjertet vil have, hvad hjertet vil have,” siger hun og placerer et absolut upassende (men helt genialt) Woody Allen-citat i et voldsomt opgør med Hannah.

Man undres over relationernes resistens over for selv de største svigt, og det begynder at virke utroværdigt, at pigerne kan holde hinanden ud.

Sæson 4 er dog frydefuldt spækket med alskens selvironiske pinligheder, spændende handlingstråde og ikke mindst en lind strøm af geniale replikker, der altid rammer plet – som Adams skål: ”To Hannah – taking the next step in a series of random steps.”