Girls – sæson 6, afsnit 1-3

Femte sæson af Girls startede sløjt, faretruende tæt på sæbeoperaens evige forviklinger og trætte skabeloner.

Men i sæsonens anden halvdel rev serieskaber Lena Dunham alle skabeloner midt over, smadrede alt og alles forhold, indtil hun til sidst stod alene på podiet til en The Moth-oplæsning i den stærkeste sæsonafslutning til dato.

Hannah Horvath var væk, og ind på scenen trådte Lena Dunham med en monolog, der kunne være fra hendes egen podcast, Women of the Hour.

Et frysebillede af en løbende Dunham afsluttede sæsonen som en hilsen til Truffauts Ung flugt.

For meget? Måske, men grebet blev brugt til at understrege Dunhams lighed med Hannah Horvath-karakteren, på samme måde som Truffaut træder frem i sit delvist selvbiografiske værk, da hovedrolleindehaveren Antoine Doinel stirrer direkte ind i kameraet.

Og det er præcis her, sjette og sidste sæson starter.

Med et ekstremt closeup af Hannahs øjne og mund i en skøn montage, der fortæller, at monologen er blevet publiceret. Horvath har endelig opnået at få en klumme i en avis, en klar reference til serien, som Girls altid vil blive sammenlignet med: Sex and the City.

Men hvis man tror, at Lena Dunham vil bruge sidste sæson på at glatte alt ud og samle alle tråde, kan man godt tro om igen. Dunham er en rebel, og intet i de tre første afsnit tyder på, at en Mr. Big vil komme forbi og redde dagen.

Faktisk har pigebanden aldrig været mere træt af bullshit fra mænd.

Det står klart, da Hannah og Marnie ender ude på bøhlandet med Marnies crybaby af en eksmand, Desi.

I en hyldest til Thelma & Louise og til tonerne af Joni Mitchell vender Dunham et tidligere Girls-roadtrip på hovedet, hvor Adam i førersædet, arrig over de unge pigers syngen med, smadrede bilradioen og vandt stilheden.

Båret af populærkulturens stærke kvindefigurer tipper Dunham nu magtbalancen til kvindernes favør. Nu er det Hannah og Marnie, der har taget styringen, og samstemmigt fortæller den evigt klynkende Desi på bagsædet: ”Will you please, shut the fuck up!”

Fra de unge pigers håbefulde tro og jagt på kærligheden i de første sæsoner, er de nu nogle hærdede kvinder, som nok stadig er håbefulde, men bestemt ikke vil finde sig i mere pis fra mænd – sådan da.

Hvilket den velvalgte titel til det sublime tredje afsnit også bevidner.

Efter de to første afsnits afstikkere foregår American Bitch på hjemmebanen i New York, hvor Hannah går i clinch med en berømt forfatter, Chuck Palmer (spillet iskoldt af Matthew Rhys).

I det intense kammerspil mellem de to forfattere er Hannah og Lena endelig blevet til én person. Chuck har tilsyneladende udnyttet unge collegepiger til at give sig blowjobs på en bogturné, og i en sylespids pingpong giver Hannah ham svar på tiltale.

”Hvad er overhovedet et blowjob uden samtykke?” vrænger den privilegerede mand.

”Det ville være meget choky, det ville inkludere at holde fast i en kvindes hoved, måske i håret eller i rottehalerne? Du har ikke hørt om et blowjob med et styr?” svarer Hannah koldt tilbage.

At Matthew Rhys til forveksling ligner en yngre Philip Roth, er ikke uden betydning.

Lena Dunham tager et opgør med sine egne forbilleder. Mænd, der er kunstnerisk højt begavet, men samtidig ser ned på kvinder. Som i Roths Indignation, hvor en kvinde må fejle noget, hvis hun giver et blowjob. Eller den lille stikpille til Woody Allen, der hænger nok så nysseligt på væggen, malet som en helgen med en pistol for tindingen.

Da Hannah endelig forlader Chucks lejlighed efter en slutning, der er mere creepy end en gyserfilm, er det til tonerne af Rihannas drævende Desperado. Om den farlige mandetype, der drager. Hannah går imod strømmen af kvinder, der er på vej ind i hans lejlighed.

For meget? Måske for nogen.

Men man kan ikke komme udenom, at Lena Dunham med den sidste sæson af Girls ikke bare er en stemme i en generation, men en af de vigtigste for flere generationer.

Preach, Lena, preach!