Glass

M. Night Shyamalan har haft en bumpet karriere, siden han brød igennem med Den sjette sans i 1999.

Han fik en vis succes med Unbreakable året efter og med Signs i 2002, men derefter begyndte hans stjerne hurtigt at falme. Så meget faktisk, at hans navn sidst i 00’erne efter sigende udløste hånlatter, når publikum så trailere for hans film.

Han etablerede sit navn med skarpt skrevne og sikkert instruerede genrefilm – og en forkærlighed for massive tredje-akts twists. Men med sine to seneste film, Split fra 2016 og nu Glass, har Shyamalan genopfundet sig selv som en anderledes superhelte-instruktør.

Glass er den tredje film i en trilogi, som startede med Unbreakable i 2000 og i 2016 fortsattes med Split.

I Unbreakable spiller Bruce Willis en mand, som er den eneste overlevende efter en voldsom togulykke. Han bliver overbevist om, at han i virkeligheden er en usårlig superhelt. Det er langt ude, men det er også en intelligent, spændende og gribende film.

I mine øjne Shyamalans bedste.

Seksten år senere lignede Split ved første øjekast en psyko-thriller om en mand med 24 forskellige personligheder, som kidnapper nogle unge piger. En af kidnapperens personligheder er et Mr. Hyde-agtigt menneskemonster med navnet The Beast.

Men en kort scene helt til sidst i Split afslørede, at filmen i virkeligheden deler univers med Unbreakable. Her dukkede pludselig Willis’ karakter fra Unbreakable op og knyttede de to film sammen. Selv folk, der var vant til Shyamalans forkærlighed for twists, havde vist ikke set den komme.

Med Glass får vi nu den tredje film i serien, som samler de tre hovedkarakterer: Bruce Willis’ moralske helt David Dunn fra Unbreakable, James McAvoys splittede monster fra The Split og Samuel L. Jacksons superskurk og tegneserieekspert Mr. Glass.

De tre er fængslet på et sindssygehospital, hvor en psykiater ønsker at kurere dem for deres vrangforestillinger. Hun mener, at en skade i deres hjerne får dem til at opfatte sig selv som superhelte og -skurke, og at det kan kureres med en simpel operation.

Men har Bruce Willis rent faktisk superkræfter, eller er han bare usædvanligt heldig og mere stærk end de fleste? Er The Beast et virkeligt monster, eller er det bare den mest aggressive side af James McAvoys karakters sindssygdom? Og hvor mange superkræfter har egentlig den skrøbelige Mr. Glass, der sidder komatøs i en kørestol på hospitalet?

Man får nok mest ud af filmen, hvis man har set Unbreakable og Split – også selv om Shyamalans manuskript hjælpsomt forklarer de vigtigste dele af forhistorien.

Glass kan bedst beskrives som en intim superhelte-thriller. Shyamalan er tydeligvis fan af genren og tager mytologien alvorligt. Men han lader filmen udspille genrens store temaer i helt lille skala.

I stedet for at handle om hele verdens overlevelse følger filmen en lille gruppe personer med ret jordbundne bevæggrunde. Historien er båret af karakterer frem for effekter, og man er faktisk interesseret i, hvad der sker med dem. Og i stedet for store CGI-actionscener bygger Shyamalan filmen op som en række sirligt fortalte thriller-sekvenser.

Han er klart mere inspireret af Hitchcock end Michael Bay.

Men bare rolig! Som den tryllekunstner, han altid har været, gemmer Shyamalan det helt store nummer til sidst – i en syret twist-slutning, der er vildt tænkt, men også en lille smule af et antiklimaks.

Ligesom de vidt forgrenede Marvel- og DC-universer er Glass en shared universe-superheltefilm. Shyamalan forstår den rå, følelsesmæssige kraft, der kan ligge i disse forbundne universer. Og hans lavmælte thriller-tilgang til materialet er original.

Glass fremstår som en indadvendt superheltefilm lavet af en lettere depressiv nørd. Jeg har svært ved at forestille mig, at den bliver noget stort hit. Men det er en film, som Shyamalans tilbageværende fans vil kunne grave længe i.