GLOW – sæson 2

Er det et problem, hvis en serie har så mange spændende figurer, at den ikke har tid til at dykke ned i dem alle i løbet af en sæson på ti afsnit? 

Ikke i teorien. 

Serier har jo oftest mange sæsoner og afsnit at fortælle historier i, så man efterhånden kan blive mere og mere bekendt med en gruppe mennesker. Faktisk kan det være helt rart, når en serie holder lidt igen og gemmer på fortællinger, som ellers ligger lige til højrebenet. 

Alligevel føles det som en udfordring at jonglere de mange kvinder i anden sæson af Netflix’ 80’er-wrestlingserie GLOW. 

Den er befolket af en række kvindelige wrestlere, der alle har et rigt indre følelsesliv og kæmper med komplicerede spørgsmål i en verden, hvor intet er sort eller hvidt. 

Man får lyst til at tilbringe mere tid med de troværdige figurer i serien, der skiftevis er sjov, kynisk og hjertevarm. Og det gør serien ekstra stærk, når brikkerne for alvor falder på plads som i fjerde afsnit, hvor den svære rolle som mor er i centrum for handlingen. 

Her kommer vi helt tæt på en af de mange bipersoner, den midaldrende og afroamerikanske Tammé (Kia Stevens), der går under det lidet flatterende, ja, faktisk direkte racistiske wrestlernavn: Welfare Queen. 

Hun bruger en halv fridag i det travle program på at besøge sin søn, der går på et prestigiøst universitet. Da han om aftenen ser hende blive ydmyget i wrestling-ringen, skærer det i hjertet. Men vi forstår, at kærligheden mellem mor og søn er et ubrydeligt bånd. 

Imens folder en anden enlig mor – Debbie, der er bedre kendt som den patriotiske sydstatswrestler Liberty Belle – sig virkelig ud i anden sæson. I første sæson var hun det meste af tiden vred på den tidligere veninde og nuværende wrestling-kollega Ruth (Alison Brie), der ødelagte Debbies ægteskab ved at have en affære med hendes mand. 

Men nu får hun lov til at være ynkelig, grædende og narkopåvirket, og det klæder faktisk den ellers ophøjede stærke figur, der normalt har en udstråling som en valkyrie i Betty Gilpins smukke skikkelse. 

Endelig er Ruth, der med sit wrestling-alterego som ondsindede, sovjetiske Zoya er en mere komisk figur, blevet en mere integreret del af persongalleriet. 

Det fungerer udmærket, fordi hun foruden sit voksende venskab med instruktøren Sam (Marc Maron) også kæmper med helt egne udfordringer. Hendes #MeToo-oplevelse med en magtfuld mand er både et politisk og menneskeligt stærkt element i serien. 

De næsten for mange spændende skæbner er derfor et luksusproblem, der er at foretrække for den lange spilletid, som mange Netflix-serier lider af. 

De ti afsnit omkring en halv time bliver hver især en dynamisk del af fortællingen, hvor miljøet hastigt skifter mellem lurvede hotelværelser, solbeskinnede baghaver kampringen. I sidstnævnte går de passionerede kvinder i kødet på hinanden med livsglæde og sans for at underholde publikum. 

Selv om GLOW ikke er klassisk komedie-sjov med setups og punchlines, bliver man fascineret af de runde kvinder, der alene ved at stå i et rum sammen og strække ud får det til at trække i smilebåndet. 

Og med seriens campede og kitschede 80’er-univers er der også dømt højt hår og pangfarver for alle pengene.