A Good Day to Die Hard

Det er altid en fornøjelse at se Bruce Willis spille røven ud af bukserne, når han er godt instrueret og har rappe replikker. Det sker desværre ikke i A Good Day to Die Hard, den femte film i sagaen om John McClane (Willis), politimanden fra New York, der altid er det forkerte sted på det rigtige tidspunkt, så han kan forpurre en superskurks næsten-perfekte plan.

Denne gang er Johns søn Jack (Jai Courtney) blevet arresteret i Moskva. John har ikke talt med Jack i tre år og tager til Moskva for at råde bod på sit svigt som far (”Jeg troede, det var godt at arbejde hele tiden”). Men, men, men … Jack er en CIA-agent på hemmelig mission for at skaffe et dossier fra en fængslet rigmand, Komarov (Sebastian Koch). Dossieret indeholder hemmelige informationer om ulykken i Tjernobyl, der implicerer politikeren Chagarin, den (måske) kommende russiske præsident.

Og netop som flere kræfter kappes om at befri Komarov, dukker John op og forpurrer CIA-missionen. Det er nu op til far og søn at genoprette den internationale atom-balance og anstrengte familie-idyl.

McClane er blevet ældre, hvilket klæder Willis’ karakter. Der er noget charmerende over rynkerne, den barberede isse med grå stænk, en anelse topmave under den hvide t-shirt. Det gør actionhelten troværdig, ligesom vi køber McClanes kejtede forsøg på at være far (”Vil du osse have et kram,” spørger han Jack på et tidspunkt). 80’ernes actionhelt er en cool retro-pensionist, der har set alt før og kan lugte en død rotte, hvor CIA tror, de har fangst. Det viser sig selvfølgelig, at forholdet mellem Komarov og Chagarin er mere speget end politisk – og hvem jager egentlig hvem og hvorfor? 

Desværre er plottet lige så gennemskueligt som en gammeldags transparent på en overhead, og spændingen eksisterer ikke. Nu kræver actionfilm ikke den store suspense, men også filmens actionscener giver deja-vu. Vi har storslået biljagt i myldretidstrafik og biler, der falder ud af helikoptere, men det er set før og føles mere som fitness for erfarne motionister end hæsblæsende action, der mærkes i mellemgulvet. Hvor er den opfindsomme slåskamp i et badekar (Jack Reacher) eller biljagt i elektriske lufthavnsbiler, som kører i sneglefart (The Expendables 2)? 

Bruce Willis leverer seriens ringeste John McClane-præstation. Han er hæmmet af et manus, der piner os i fem minutter med en russisk taxachauffør, som synger Sinatra. Intertekstuelle referencer som håndlangeren Alik (Radivoje Bukvic), der danser ligesom Mr. Blonde i Reservoir Dogs, er gentagelser i stedet for hilsener. Australske Jai Courtney, der spiller rollen som Jack McClane med en drenget, rå charme, gjorde sig strålende som skurken i sidste års Jack Reacher og som Spartacus’ bedste ven i første sæson af tv-serien Spartacus.

Courtney formår at løfte en klichefyldt og kedelig rolle, og han er et seriøst bud på en ny generation af action-skuespillere sammen med Jeremy Renner (The Hurt Locker) og Joseph Gordon-Levitt (Looper). 

John Moore har instrueret The Omen og Max Payne, som jeg ikke har set. Her fortaber han sig i stilfuldt dekadente settings – som en forgangen balsal og det forladte Tjernobyl – men mister handling og action. Op på hesten igen! Die Hard 4.0 var på højde med Die Hard, og retro-action er blevet en ny subgenre med veloplagte film som JCVD, The Expendables og The Expendables 2.

Men det kræver et bedre manus og mere humor, førend vi giver os hen til de rynkede, skaldede helte med vom og hold i ryggen.