The Good Fight

The Good Fight har en af de mest fikse serieåbninger i nyere tid.

På sort baggrund høres indsværgelsen af Donald Trump som præsident, mens der på billedsiden langsomt tones op til den garvede advokat Diane Lockhart (Christine Baranski). Hun følger den historiske indsættelsesceremoni på tv med måbende vantro.

Midt i Trumps ed slukker hun, rejser sig og kaster opgivende fjernbetjeningen fra sig.

Nogle seere vil huske Diane som en central biperson fra serien The Good Wife, hvis omdrejningspunkt er advokaten Alicia Florrick (Julianna Margulies), der efterhånden vokser ud af sin politiker-ægtemands skygge og gør karriere. Diane optræder skiftevis som Alicias chef og mentor, allieret og modpart.

I The Good Fight er hun rykket i centrum med sin egen serie.

Efter Trump har den ærkeliberale Diane fået nok og træder tilbage som partner i det advokatfirma, hun er medstifter af. Hun vil på pension og er i fuld gang med at planlægge sit otium. Et huskøb i det idylliske Provence – langt væk fra Trumpland – er nummer ét på to-do-listen.

Men da et investeringsselskab, drevet af ungdomsvennen Henry Rindell (Paul Guilfoyle), afsløres som et Madoff-lignende pyramideforetagende, mister Diane med ét sin pensionsopsparing.

Alt er tabt, og hun er slået tilbage til start.

Firmaet vil ikke tage hende tilbage, og ingen vil vide af hende, indtil hun uventet tilbydes partnerskab i et afroamerikansk advokatfirma, hvor også Alicias tidligere makker, den ambitiøse Lucca Quinn (Cush Jumbo), arbejder. Med sig tager Diane sin guddatter Maia (Rose Leslie), Henrys datter, som netop har opnået advokatbestalling, men samtidig efterforskes for at have været involveret i farens svindel.

”Vil vi vinde?” spurgte en af personerne i The Good Wife engang. ”Vi vil kæmpe,” lød svaret. Og med de tre – Diane, Maia og Lucca – som nye hovedpersoner kan den gode kamp begynde forfra.

Ligesom The Good Wife er The Good Fight en episodeserie med føljetontråde, og de enkelte afsnit er inspireret af virkelige sager og aktuelle juridiske dilemmaer og gråzoner, der belyses fordomsfrit fra flere sider.

Desuden videreføres den sjældent musikalske stil med humor, overraskende perspektiver og sammenstillinger. Og der er gensyn med adskillige af de elskelige, skæve figurer fra The Good Wife – såsom den på skrømt hjælpeløse, snu Elsbeth Tasconi, den perverse rigmand og hustrumorder Colin Sweeney og den småsenile seniorpartner Harold Lyman.

Samtidig introduceres der flere nye af slagsen, morsomst den påtaget folkelige, men udspekulerede FBI-undersøger Madeline Starkey, spillet af altid eminente Jane Lynch.

The Good Wife blev i sin tid kendt som en ”kabelserie på netværks-tv”, fordi den kvalitetsmæssigt er på niveau med det bedste, kabelstationerne kunne byde på.

The Good Fight er produceret til CBS’ streamingtjeneste og ikke til den reklamefinansierede hovedkanal. Hermed har efterfølgeren fået de samme betingelser, som de kabelserier, The Good Wife er blevet sammenlignet med. Det vil blandt andet sige ti afsnit per sæson (frem for 22), ligesom The Good Fight ikke er underlagt de samme censurbegrænsninger. De friere rammer kan mærkes. For eksempel er det ganske velgørende, når Diane på det et velvalgt tidspunkt siger ”fuck” for første gang.

Det er også befriende med en utilsløret indignation over den politiske udvikling i USA.

Således lægges der ikke skjul på, at hovedparten af de fiktive personers – og serieforfatternes – sympati ikke ligger hos Trump og hans administration, når emner som politivold, racisme, kunstnerisk ytringsfrihed og censur, fake news og hadtale tages op. Eller når ”alt-right” (det alternative højre) gennemgående står for skud.

Til trods for mange indforståede referencer til moderserien kan nye seere sagtens være med. Og hvis den bekymring skulle holde én tilbage, kan man jo passende begynde med The Good Wife, hvis syv sæsoner kan ses på Netflix.