Good Omens

Året er 4004 før Kristus.

Den almægtige Gud (Frances McDormand) fortæller, at Jorden stadig er purung, og Adam og Eva smides ud af Edens Have efter at have spist af Kundskabens Træ.

Den faldne engel Crowley (David Tennant) – der også var slangen bag æbleskandalen – overværer sit værk, mens den bekymrede engel Aziraphale (Michael Sheen) har givet sit flammende sværd til Adam som beskyttelse.

Men var det nu så skidt at give mennesket en moral? Og var det i grunden smart af Aziraphale at stikke mennesket et sværd som det allerførste? Det ville jo være frygtelig pinligt, hvis dæmonen havde gjort den gode gerning, mens englen havde gjort den onde, bemærker Crowley med et glimt i øjet.

Den tørre britiske humor er umiskendelig. Det fantastiske bliver hverdagsagtigt, og overnaturlige væsner forholder sig til menneskelig eksistentialisme.

Med bogen Good Omens stak Neil Gaiman og Terry Pratchett i 1990 hovederne sammen og skabte en parodi over The Omen, hvor englen Aziraphale og dæmonen Crowley danner et umage makkerpar for at finde Antikrist og stoppe dommedag.

I tv-serien er engle og dæmoner blot bureaukrater, som ikke kan gøre andet end at give menneskene et skub i den rigtige retning. Nede på Jorden har Crowley og Aziraphale en spinkel alliance, hvor de hjælper hinanden med at holde balance i den kosmiske skala mellem det gode og det onde – og naturligvis hemmeligholdt for mellemlederne i himlen og helvede.

Hvis de alligevel bare udligner hinandens gode og dårlige gerninger, er det lettere, hvis ingen af dem laver noget, som Crowley pointerer.

Det er en fornøjelse at følge de to.

Selv med en kikset greaser-frisure og akavede slangeøjne, er der ingen, der personificerer britisk kynisme som Tennant. Michael Sheen er perfekt som den befippede, småborgerlige Aziraphale, når han henkastet kalder Velvet Underground for bebop-musik eller nervøst lyver om sit venskab med en dæmon over for den arrogante og stoiske engel Gabriel (Jon Hamm).

Venskabet mellem de to hyggeonkler er så godt selskab, at man ikke kan lade være med at løfte et misfornøjet øjenbryn, når de ikke er på skærmen.

Det sker desværre alt for ofte.

Efter et veloplagt første afsnit med dem i centrum, skifter serien fokus til den tiårige Antikrist, der har haft en normal opvækst i et lille landsbysamfund, og en heks på jagt efter ham. Og så presses der også lige to scener ind, hvor vi præsenteres for de to første dommedagsryttere: Krig og Hungersnød, der henholdsvis er en krigskorrespondent og en fastfood-direktør.

Alle disse sidespring er også en del af bogen, som serien tydeligvis holder sig tro mod. Men det er svært at leve sig ind i dramaet om Jordens undergang, når den samtidig virker som lidt af en joke for alle involverede.

Også den satiriske vinkel trænger til en opdatering.

Det var muligvis skarpt at sammenligne engle med kyniske yuppier og have en satanistisk gruppe nonner i 1990. Men i dagens politiske lys er satiren tandløs og i enkelte tilfælde tonedøv. Det er mere end en smule smagløst, at Krig er en krigskorrespondent, der fremprovokerer konflikter med sin tilstedeværelse.

At seriens budget virker til at bestå af to flade skillinger, gaffatape og en god portion håb forstærker kun det gammeldags indtryk. Crowleys dyretransformation fra slangen i Edens Have til dæmon er som snydt ud af næsen på Animorphs. Og Aziraphale og Crowleys tur gennem menneskets historie ligner snarere amatørteater end en moderne tv-produktion.

Det er meget muligt, at de to forfatteres mere gakkede indslag vil få sidste halvdel af miniserien til at stå i et stærkere lys. Men indtil videre er der ingen anden grund til at se Good Omens end to af Englands mest karismatiske skuespillere. Men det er vel også grund nok i sig selv.