Good Time Soundtrack

Det eneste, jeg har set af den amerikanske film Good Time, er traileren. To minutters lovende appetitvækker til en indie-thriller med Robert Pattinson, som netop har haft premiere i USA.

Filmen deltog i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes, hvor den fik solide anmeldelser. Desuden vandt filmens komponist, Daniel Lopatin, hovedjuryens pris for bedste soundtrack.

35-årige Lopatin er bedst kendt som den amerikanske synth-musiker Oneohtrix Point Never, og hans soundtrack til Good Time er netop udgivet på det legendariske britiske technoselskab Warp Records – et selskab, han har været tilknyttet siden 2013.

Oneohtrix Point Never er et af de mest markante navne i en bølge af ny synthesizermusik, som blander inspiration fra 70’ernes synth-eksperimentalister (for eksempel Tangerine Dream) og 80’ernes analoge synthpop med moderne computermusiks endeløse muligheder for lydmanipulation.

Hans lyd er nostalgisk og moderne på same tid.

Hovedinstrumentet er hans fars gamle Roland Juno 60 synthesizer (kaldet Judy), et ægte 80’er-instrument, som han supplerer med diverse andre synths, samplere og effektpedaler. Det hele er bundet sammen i en både stram og stor produktion med masser af luft, stereoperspektiv og dynamik.

”Gentle noise,” er hans musik blevet kaldt.

Good Time er et af de mest synthesizer-tunge soundtracks siden Nicolas Winding Refns Drive. Det er et kompromisløst, syntetisk lydunivers: tykke, analoge synths, robotagtige arpeggiator-forløb, pludselige eksplosioner af gigantisk rumklang, et mix af vild støj og smukke synthpop-melodier.

Det er et soundtrack, som er i familie med netop Tangerine Dreams musik til Michael Manns Thief, Giorgio Moroders The Chase (fra soundtracket til Midnight Express), Vangelis’ monumentale Blade Runner-tema og selvfølgelig Cliff Martinez’ Drive-soundtrack.

Effekten er ikke helt så skamløst 80’er-nostalgisk som i Drive. Der er mange flere skarpe kanter og industriel støj i Lopatins musik.

Titelnummeret starter abstrakt og ildevarslende for at glide over i en John Carpenter-agtig synth-rundgang krydret med nærmest progrock-agtige keyboard-soloer. En strategi, som Lopatin anvender flere steder på albummet: stramme synth-arpeggioer og håndspillede soloer over en bund af mørk støj.

Flere steder anvender han samples fra filmen. Det gør soundtracks ofte, men Lopatin inddrager dem anderledes dybt i sit lydunivers. For eksempel i nummeret Ray Wakes Up, hvor små bidder af filmens dialog maltrakteres af Lopatins maskiner og kastes ned i en stadigt mere voldsom suppe af synths, støj og buldrende trommer.

Albummet er ikke easy listening og nok mere velegnet til hovedtelefoner end som baggrund til den næste parmiddag.

Albummets stærkeste numre ligger til sidst. Først Connie, som bygger fra simple arpeggioer til ufatteligt storladen melankoli. Alle, der mener, at synthesizermusik er kold og mekanisk, bør høre dette nummer.

Til sidst kommer nummeret The Pure and the Damned, som har Iggy Pop på vocal. Det er tungt klaver, store synthstrygere, dyb bas og Iggy heeelt tæt på mikrofonen.

Med en tør, træt stemme, der af og til knækker, næsten-synger han ”the pure always act from love / the damned always act from love”. Da Oneohtrix Point Never på halvvejen tilføjer en af sine smukke Juno 60-melodier, er fornemmelsen af en moderne evergreen.

Det er et fantastisk dystert og iørefaldende synthpop-nummer. I sig selv hele albummet værd.

Det er ikke mange film-soundtracks, der fungerer som sammenhængende lytteoplevelser, men Good Time er en undtagelse. Måske fordi Oneohtrix Point Never ikke har slået knuder på sig selv for at lave et traditionelt filmsoundtrack, men i stedet gør præcis det, han er bedst til.