Gooseboy

Wikke & Rasmussen har siden 90’erne været dansk films manierede makkerpar.

De fører deres solgrønne, fodtappende og varmhjertede hofstil videre i Gooseboy, der uden større dikkedarer – filmen kan ikke helt uretfærdigt beskrives som en række løst sammenkædede musikvideoer – byder sig ind som efterårets danske familiefornøjelse.

Drengen Viggo er fuldkommen pjattet med VR-spillet Gooseboy, og når mor er på arbejde – cirka hele tiden – drøner han rundt i lejligheden og basker med vingerne iført en gummigåsemaske. I hvert fald lige indtil det banker på døren, og der står en kæk, rødhåret pige med krøller ude foran og introducerer sig som Vigga.

Viggo er lidt af et skvat, men for Vigga er han den perfekte sommerkæreste. Også selv om, som hun siger: ”Der er det der gåsenoget ... og så kan du heller ikke så meget.”

Vigga formår ikke engang at lære Viggo at svømme eller klatre, og da han end ikke inviterer på stearinlysmiddag, må hun invitere sig selv. Kæk er hun!

Men middagen forpurres, da en pjusket grågås klasker ind i skydedøren på Viggos altan. Gåsen har glemt, hvordan den skræpper, men kan til gengæld tale jysk og introducerer sig hurtigt som Nissemand. Han er et djærvt bekendtskab, der punkterer Viggos københavnernykker med snusfornuft og utallige udbrud af slagordene ”widder-wadder”!

Nissemand har magneter i hovedet, siger han, og han skal nordpå for at lave gæslinger med sin bettemor. Men da han har brækket vingen, er Viggo nødt til at hjælpe ham. Og så kører det med flere belærende manddomsprøver undervejs, mens mor og Vigga halser bekymrede efter.

Michael Wikke og Steen Rasmussen har altid kørt i deres eget spor, og gudskelov for det.

Dansk film ville være fattigere, hvis ikke der var et ærligt alternativ til efter- og vinterferiernes fædre til fire og søstres børn, og de to har været festlige originaler, siden de begyndte at tale i børnehøjde med klassikeren Hannibal & Jerry.

Tempoet er skruet op i Gooseboy, der drøner afsted fra boligblokken, gennem dybe skove og op i de snedækkede danske bjerge. Man kunne blive helt forpustet – for ikke at sige geografisk forvirret – hvis ikke historien var så ligetil og ufarligt hyggelig.

Det tætteste, vi kommer på skurke, er instruktørerne selv. De dukker op som et par skydegale jægere, der insisterer på, at ”en gås er en gås, og en gås er jagtbytte!”

Her er intet værre, end den ene eller den anden danske sanger kan synge Viggo tilbage på rette kurs: Szhirley som mor! Caroline Henderson som klog kone i skoven! Pharfar som Pharfar!

Det kan man jo klandre, som man vil. For et voksenpublikum er her ikke så forfærdeligt meget mere på spil end en håndfuld P4-venlige ørehængere, og en virkelig god børnefilm burde spille lige så godt for forældre som for børn.

Der er dog nok at muntre sig over.

Ad flere omveje ender Viggo og Nissemand i et gammelt propelfly, og man skal virkelig være en gammel skid for ikke at trække på smilebåndet, når Dario Campeotto kalder fra radiotårnet: ”Hold den altitud og flyv, som jeg synger!”

Bagmændene har et skarpt øje for skuespil og fylder smårollerne ud med veloplagte gæster.

Søren Malling og Rasmus Bjerg er umage togkonduktører, Nicolas Bro er en kort fornøjelse som Viggos far – ved navn Viggo Mortensen – og Ulrich Thomsen kigger også forbi som en detektiv i trenchcoat og med busket overskæg.

Men allerbedst er børnene.

Thomas Refslund Ravn er skønt umiddelbar og naturlig som den gåsegale hovedperson, og sprudlende Frida Luna Roswall Mattson gør stort indtryk i en alt for lille rolle som Vigga. Begge er fund, som vi kommer til at se meget mere til.

Wikke & Rasmussen har for længst fundet deres hylde, og man kan dårligt fortænke dem, at de ikke forlader den. Hvorfor dog det, når musikken spiller, og alle har det sjovt?