Grace of Monaco

Grace of Monaco begynder rimelig vedkommende.

Filminstruktøren Alfred Hitchcock besøger i 1962 fyrstinden af Monaco, filmstjernen Grace Kelly, i hendes (torne)roseslot. Det er seks år siden, hun blev gift med fyrst Rainier III, og som ”Hitch” lige ud af posen siger det, så ser Grace lidt trist og træt ud.

Så kunne hun ikke tænke sig at tage tilbage til Hollywood og spille hovedrollen i hans nye film Marnie? Det vil Grace kraftigt overveje.

Samtidig er det lille fyrstedømme under pres fra Frankrigs præsident Charles de Gaulle. Monaco er på det tidspunkt et skattely, som tiltrækker franske virksomheder og bør indføre et skattesystem som svarer til det franske, mener han. Men Rainier – stærkt bakket op af hans ven, den noget anløbne græske forretningsmand Ari Onassis – vil ikke bøje sig. Riget fattes nemlig penge og det i dén grad.

Men vil hans kone mon bøje sig for Hitchcock, vil Grace genoptage sin karriere?

Det gjorde hun som bekendt ikke. Hvorfor er aldrig kommet officielt for en dag. Hun var gift med en temperamentsfuld latiner, som forbød hendes film i fyrstedømmets biografer. Han forsøgte desuden hidsigt at forhale Fang tyven, hvor Grace pikant over kyllingen spørger Cary Grant, om han er til bryst eller ben.

Plus at rygtet gik, at hun var frisindet og glad for sex og havde haft affærer med næsten alle sine mandlige modspillere. Så mon ikke afslaget skyldes husbondens olivenolie-tykke sydfranske skinsyge?

Men ifølge filmen taler vi om Kellys eksistentialistiske omvendelse, hvor hun endegyldigt vælger at være hustru og mor for manden, de to børn og frem for alt fyrstinde for alle sine undersåtter.

Filminstruktøren Olivier Dahan er kendt for sin både realistiske og rørende film om sangerinden Edith Piaf, Spurven. Han synes oprindelig at have haft en ærlig intention om at dreje en film om en moderne filmstjerne splittet mellem sin strålende karriere og en adelig træmand i et kedeligt ægteskab.

Men meget hurtigt kører denne ærlighed af sporet. Historien sukres ind i en sentimental omgang kongerøgelse og brevkassefilosofi. Pludselig bliver Monaco symbol på hendes egen individuelle frihed, ikke længere et fængsel. Og pludselig finder Grace Kelly ud af, at hun hellere må lære fransk (lidt sent efter seks års ægteskab), samt hofetikette som en rigtig prinsesse.

Der er ellers masser af dramatisk råstof at tage af. Såsom fyrstedømmets halv-kriminelle efterkrigsposition som et europæisk Las Vegas med lyssky hvidvaskning af penge. Og så en intelligent, amerikansk kvinde, som ved sit bryllup havde to millioner dollars med som medgift til prinsens labile økonomi – den gode, gamle historie om fattigfin adel og nyrige penge og dens konsekvenser. Ja, muligvis hvorfor Kelly trådte så hårdt på speederen i efteråret 1982 og slog sig ihjel.

I stedet får vi lidt palads-revolution, hvor visse personager konspirerer med fjenden og vil tilrane sig tronen. Og så får vi fyrstindens meget lange tomgangsgående tale ved et Røde Kors-bal om, at ægte kærlighed er forpligtelse. Selv skurken Charles de Gaulle rejser sig op og klapper.

Nicole Kidman gestalter Grace Kelly langt mere naiv, end hun var i virkeligheden.

Bevares, Kidman ligner hende, men vi taler om en kvinde, som ikke kun havde smukke ben, men også ben i næsen.

Englænderen Tim Roth er totalt miscastet som fyrst Rainier, her lidt aparte kaldt for Ray af alle, totalt uden anstrøg af noget azurblåt middelhav og sydfransk panache. Frank Langella leverer en katolsk bamsefar, præsten og bagmanden bag alliancen på tværs af Atlanten. Bedst er de sleske biroller, Nicholas Farrell som intrigant svoger og Robert Lindsay som renæssancemennesket Onassis. Som sådan er filmen såre delikat i hele sit visuelle udtryk, uden at instruktionen dog forekommer prægnant med sin kameraføring.

Familien med prins Albert i spidsen har protesteret over filmens portrætter. Det er der slet ingen grund til. Det er en storm i et glas champagne til en slatten kanapé.

Inden længe vil Grace of Monaco sikket være at finde som dvd-gaven inde i Billed Bladet, Danmarks royale ugeblad.