Grænse

Ved første øjekast virker titlen åbenlys. Tina arbejder som toldofficer i en færgehavn. Hun står i en anonym korridor og holder øje med passagererne, der går forbi. Hun er en del af personalet og en del af tapetet.

Men der er noget i vejen.

Tinas ansigt er vansiret, plettet og opsvulmet, hendes hår er fedtet, hendes bevægelser er tunge og maskuline. Er hun overhovedet en kvinde? Og så er der hendes vane med at snuse i luften, når passagererne går fra borde. Hun rynker på næsen, som var hun en hamster.

Vi forstår inden længe, at Tina har en sjette sans for, hvad end folk forsøger at skjule – ikke bare smuglervarer, men følelser som skam, skyld og raseri.

Man er rigeligt undskyldt, hvis man begynder at frygte et deprimerende outsiderdrama, hvor Tinas abnorme udseende forpurrer hendes higen efter kærlighed og ømhed. Men iransk-svensk-danske Ali Abbasis Grænse – der vandt Un Certain Regard-prisen i Cannes og burde have været i hovedkonkurrencen – er så enestående en oplevelse, fordi den gradvis forsager grumset realisme til fordel for en mere fascinerende, eventyrlig fortælling.

Som om det ikke var nok, smugler den også tankevækkende emner som migration, identitetspolitik og flydende kønsroller ind, ligesom den sætter spørgsmålstegn ved, hvad der gør os menneskelige.

Tina bor i en afsidesliggende skovhytte sammen med den langhårede snylter Roland, der er mere optaget af de præmiekamphunde, han tager med til hundeudstillinger, end han er af sin vært (og indimellem kæreste). Tina har affundet sig med at blive behandlet som lort. Da Roland pludselig dukker op med en anden, gravid kæreste, ved han, at hun ikke siger noget til det.

Det er kun, når hun besøger sin ældre, halvdemente far på plejehjemmet, at Tina kan slappe af. For ham er hun ikke et misfoster – hun er bare hans lille pige.

Men ganske langsomt spreder den magiske realisme sig som en nervegas i tristessen. Rolands hunde bliver måske nok arrige ved synet af Tina, men i en række forunderlige, næsten religiøse scener – smukt fotograferet af den fremstormende Nadim Carlsen – ser vi hendes dyretække. Da Tina går barfodet i skoven, møder hun en nysgerrig ræv.

På en gåtur om natten møder hun en kronhjort, der lader hende ae dens pels. Og da hun standser sin bil midt på vejen, undrer vi os – indtil en lille hjorteflok springer frem fra skovbrynet og går over vejen.

Abbasis debut Shelley var også en underlig fisk af en film, en blanding af graviditetsdrama og socialt engageret body horror. Men dens historie var for frustrerende indirekte og moralen begravet for dybt til, at man kunne se den.

Det samme kan man ikke sige om Grænse, der er vidtfavnende og mystisk, men overraskende nem at forstå.

Tina møder også en fyr, som kunne være hendes hjertes udkårne: Vore (Eero Milonoff). Han er en færgepassager med topmave og neandertalertræk, der minder om hendes egne, og som stirrer på hende med skamfri lyst, da hun gennemroder hans taske. Den bombelignende dims i hans håndbagage viser sig at være en orme-inkubator – han brænder for insekter!

Der er en genkommende vittighed i filmen om, hvordan fordom gør blind, når man stirrer ængsteligt efter de andre, de fremmede, de ukendte. Den virkelige kriminelle viser sig at være en respektabel forretningsmand med et usb-stik fyldt med børneporno, som Tina bogstavelig talt snuser sig frem til.

Hvad der så sker, er umuligt at beskrive uden at ødelægge noget af fornøjelsen.

Grænse er baseret på en novelle af John Ajvide Lindqvist, hvis roman Lad den rette komme ind blev filmatisereret i 2008 i et bevægende og oprigtigt genremix af teenromantik, outsiderdrama og vampyrskræk.

Grænse er endnu mere eklektisk.

Det er en film, der bliver ved at finde nye retninger at gå i, som om den udfordrer publikum til at følge med. Her er spor af politikrimi, gedigent gys, melodrama, skandinavisk folkeeventyr, sort komedie og umage parromantik. Her bliver en af årtiets underligste sexscener direkte efterfulgt af en afslappet skovtur, der tager pis på enhver form for nordisk naturidyl.

At holde styr på alle de forgreninger og toneskift er som at holde udkogt pasta i hænderne, men Ali Abbasi har en formidabel kontrol over sin medrivende og evigt overraskende fortælling.

Historien er forankret i en fænomenal, karriereskabende præstation af Eva Melander, der hver dag måtte en martrende makeup-proces igennem for at spille Tina. Man er med hende hele vejen, når hendes udtrådte, følsomme ”monster” begynder at indse, at der venter hende en ny verden – én, hvor det underlige kan være normalt og det normale underligt. Den gryende glæde i hendes øjne, da hun begynder at forstå, er hjerteskærende.

Eero Milonoff (boksetræneren i Den bedste dag i Olli Mäkis liv) er også en fryd som Tinas bejler. Han forfører hende med lyst og ondskab og forsøger samtidig at konvertere hende til sit mørke syn på verden. Det er en stærk parallel til, hvordan terrororganisationer radikaliserer samfundets udsatte.

Grænse udforsker grænsen mellem fornuft og raseri, menneske og dyr, rigtigt og forkert, mand og kvinde, frygt og racisme, og den gør det med så stor indlevelse, at man mister jordforbindelsen og kun ænser sig selv under rulleteksterne.

At den når så vidt under en fernis af genrekultfilm, er en sjælden bedrift, som fortjent er blevet Sveriges Oscar-kandidat.