Gran Turismo

”Det her er ikke et spil, det er virkeligheden!”

Sådan råbes der cirka tyve gange i løbet af den første time af Gran Turismo.

Og selv om det for publikum nok er trængt ind anden eller tredje gang, er det faktisk et vigtigt budskab at banket ind i hovedet på Jann Mardenborough.

Efter at have spillet motorspillet Gran Turismo i tusindvis af timer får han og et hold af andre gamere mulighed for at stige til tops i virkelighedens racerverden. Og her kan man ikke bare genstarte, hvis man kommer til at køre galt.

Filmen er løst baseret på historien om den virkelige Jann, som i filmen har været stuntchauffør for hovedrolleindehaveren.

Det virker både uansvarligt og usandsynligt, at bumsede nørder skal smides ind bag rettet i lynhurtige dødskasser. Men den slimede fidusmager Danny Moore (baseret på Darren Cox) fra bilfirmaet Nissan har luret en chance for at demokratisere den indspiste racerverden – og tjene en masse penge!

Han spilles af Orlando Bloom, der som altid stirrer manisk ud i luften og råber alle sine replikker. For en gangs skyld passer det til karakteren, der virker, som om han konstant er i gang med at sælge noget.

Men Danny Moore viser sig at ramme plet med sin skøre idé. For når Jann sætter sig bag rettet, forvandler førersædet sig i hans hoved til teenageværelset, hvor han har studeret hvert et sving af hver en racerbane tusind gange.

Racersekvenserne i filmen er enormt veludførte og gør både G-kraft og livsfare mærkbart på en unikt personlig måde.

Når Jann mister overblikket, er scenerne klippet, så man ikke aner, hvad der foregår. Men når han finder sit fokus – med bizar hjælp fra blød musik af Enya og Kenny G – ser man hjælpegrafikken fra spillet, så selv nybegyndere i motorverdenen kan forstå, hvor godt han klarer den.

Archie Madekwe mumler sig overbevisende igennem rollen som introverte Jann, der har svært ved at gøre sine racerambitioner forståelige for mor og far.

Desværre føles det aldrig, som om Janns manglende erfaring reelt er et problem for hans kørsel, og derfor kommer filmen, som er co-produceret af PlayStation Productions, indimellem til at føles lidt for meget som en reklame for computerspillet.

Heldigvis er chefmekanikeren Jack Salter til stede.

Han føles ofte som den eneste voksne i lokalet og misser ikke en eneste chance for at fortælle Moore og gamerne, hvor vanvittigt et projekt, de har gang i.

Normalt er det et minus, når skuespillere ikke virker, som om de gider være med i filmen. Men David Harbour stjæler showet med sin tilstrækkeligt ugidelige præstation som Salter, der selvfølgelig bløder op undervejs og bliver en mentor for Jann.

Forholdet mellem Jann og Salter er den stabile, dybtfølte kerne i en ellers noget overforklarende film. Til tider er det, som om der både er live-kommentator i og uden for racerbanen, men med det faderlige forhold er der plads til følelser, som ikke behøver siges højt.

Mod slutningen sætter dramaet sig i sjette gear, da Jann for første gang støder på de dødelige konsekvenser af sporten. Det er et stærkt øjeblik, der virkelig sætter Janns situation i perspektiv.

Men hvordan kan man retfærdiggøre en sport, hvor selv tilskuerne er i livsfare?

Det spørgsmål kunne Gran Turismo godt have reflekteret over. Men det er først og fremmest en sportsfilm om en ung under-dog, der skal besejre den forkælede rivalræser ved at køre mere frygtløst.

Og den kilden i maven, man får af en sportsfilm med fart over feltet, er der ikke noget, som slår.