The Grand Budapest Hotel

Seks stjerner giver jeg til The Grand Budapest Hotel, ligesom jeg gav Wes Andersons forrige film, Moonrise Kingdom, der havde premiere for kun to år siden.

Og allerhelst vil jeg give seks stjerner og en halv, for jeg synes egentlig, det er sentimentalt at give lige så mange stjerner til den poetiske, forfinet koncentrerede miniature Moonrise Kingdom som til det romanagtige, vildt flagrende monstrum The Grand Budapest Hotel.

Min fornøjelse var lige total.

Den nye film er Andersons Kong Ottokars scepter, selvom jeg ikke ved, om Tintin har plads i hans ekstensive, multimediale fanboy-kabinet.

Filmen erklærer selv på de afsluttende rulletekster, at den er inspireret af den østrigske forfatter Stefan Zweig. Hvis jeg skulle være lige så finkulturel (hvad jeg som temmelig Zweig-blank åbenlyst ikke er), ville jeg henvise til Thomas Manns uafsluttede roman Felix Krull, der også har en charmerende hotel-concierge i hovedrollen.

Og det har jeg så hermed gjort.

Hergés tegneserie Kong Ottokars scepter er fra 1938, og hovedhandlingen i The Grand Budapest Hotel udspiller sig i 1932. I begge værker halser personerne gennem et fiktivt centraleuropæisk land på jagt efter en MacGuffin (Hitchcocks term for et vilkårligt objekt, som driver handlingen fremad).

I tegneserien leder de efter Ottokars scepter, og i filmen forsøger de at opstøve det kostbare hollandske maleri Dreng med æble. Hovedpersonen Gustave H, som er concierge på titelhotellet, står til at arve maleriet efter den faste hotelgæst Madame D.

Og så er jeg allerede i gang med referatet, som jeg ikke vil spilde alt for meget tid på. For hos Wes Anderson er handlingen jo bare er ét stykke legetøj blandt flere. Madame D, som Gustave H vanen tro har betjent særdeles grundigt, viser sig at være blevet myrdet.

Så Gustave og hans protegé, lobby-drengen Zero, jages ikke bare af Madame D’s søn, men også af politiet. En overgang sidder Gustave i fængsel udelukkende med det formål – er jeg sikker på – at det giver Anderson mulighed for at afvikle en af filmhistoriens mest kosteligt omstændelige fangeflugter.

Det er på samme tid Andersons mest eksotisk udenforstående film og mest encyklopædisk selvrefererende film: dusinvis af små og store motiver går igen fra hans tidligere værker, fra kupé-scener i loop (fra The Darjeeling Limited) til far-søn/protegé-dynamik (fra alle hans film).

Anderson har tydeligvis forelsket sig godt og grundigt i mellemkrigstids-Mitteleuropa som univers og især kulisse. Og bevæbnet med samtlige tryghedsskabende auteur-idiosynkrasier (og så godt som alle medlemmer af hans faste skuespiller-ensemble) er han så bare gået i clinch med så mange gode klicheer som muligt.

Det smukkeste og reneste møde mellem Centraleuropa og Anderson er typografien: pertentlig, dekadent, brutal! Den dukker op på aviser, menuer, kageæsker og gadeskilte frem til kæmpebogstaverne på det fængsel, hvor Gustave H indespærres. Sjældent har jeg set en så suverænt tekstet film.

Ja, jeg roser og roser og skal huske at rose Ralph Fiennes i hans første Anderson-film, som den mesterligt tjekkede og perfekt høflige og håbløst forfængelige og umærkeligt krakelerende Gustave H. Han er lige så vigtig en dynamo for filmen som selve centraleuropæiskheden.

Fiennes’ indlevelse i denne håbløst forældede perfektionist ligefrem dirrer af veloplagthed. Lad mig som eksempel nævne scenen, hvor han med udsøgt høflighed tilbyder sine medindsatte klam suppe fra en madvogn.

Så meget jeg ikke har nævnt og rost: de små, lyserøde, underligt rørende kager fra Mendl’s Bageri, der åbenbart ikke producerer andet overhovedet. Willem Dafoe som vampyrisk håndlanger.

Der er med fuld kontrol ingen ende på Anderson. Was ist das? Das ist Wes!