Biografanmeldelse
18. mar. 2015
Grand Central
To af fransk films største talenter, Léa Seydoux og Tahar Rahim, kaster glans over det lille, eksplosive trekantsdrama. Der er masser af kød på Rahims karakter, mens Seydoux mest bare tager tøjet af. Foto | Les Films Velvet

Grand Central

Månedens film i Cinemateket byder på fransk trekantsdrama, hvor det bedste samspil dog opstår mellem de to mænd og kulissen: et atomkraftværk.

Af Daniel Pilgaard

Det grønøjede monster, kalder Shakespeare den selvdestruerende jalousi, der i Othello besegler hovedpersonens skæbne, da han tror på Jagos løgne om Desdemonas utroskab.

Som i det berømte stykke er vi i franske Grand Central også tilskuere til et trekantsdrama. Og instruktør Rebecca Zlotowskis metaforiske billedsprog er næsten ikke til at tage fejl af i en scene, hvor figurerne bevæger sig rundt i et naturreservat blandt bidske, mørkegrønne krokodiller.

Her er vi halvvejs inde i handlingen, hvor skinsygen har slået sine kløer i Toni (Denis Ménochet), der mistænker sin kæreste Karole (Léa Seydoux) for at være ham utro med parrets fælles kollega Gary (Tahar Rahim).

Med god grund. Modsat Desdemona er Karole langt fra uskyldig. Hun kaster sig ud elskovens eskapader med Gary midt om natten i markernes høje græsstrå kun oplyst af skæret fra fuldmånen.

Middelalderborgen i Othello er skiftet ud med et atomkraftværk. Her mødes de forbudte blikke hurtigt, da Gary bliver ansat i Karoles afdeling i et job, som kun dem, der lever på samfundets bund, nødtvunget vil påtage sig.

På værket er der kærlighed i luften, men også dødsensfarlig, radioaktiv stråling. Filmen er baseret på romanen La centrale, der med en semidokumentarisk tilgang kritiserer de brutale arbejdsforhold, som fattige franskmænd og immigranter udsættes for på værkerne, når de kravler rundt i beskyttelsesdragter og vedligeholder reaktorerne.

Arbejderne lever som en slags moderne nomader i mobile hjem i nærheden af værkerne, og når arbejdsdagen er omme, testes de ansatte for stråling. Det kan næsten ikke blive mere ydmygende, end når de må stå nøgne og blive spulet rene eller få hår klippet af, hvis en tæller indikerer, at de er blevet udsat for overstråling.

Zlotowski holder strengt fast i det litterære forlægs samfundskritik, men har selv tilføjet historiens ménage à trois, der i al sin banalitet er mindre gribende. Det går trægt for sig, når kærligheden dyrkes i smug i de åbne landskaber.

Når atomkræftværket anvendes som kulisse, bider dramaet sig derimod mere vellykket fast. Det giver et sug i maven, når alarmsirenerne hyler fire gange for at kalde til sikkerhedsøvelse – eller potentielt et skrækscenarie, som ingen har lyst til at opleve konsekvenserne af.

Bedst er scenen, hvor Toni og Gary står alene på værket, da en defekt beskyttelsesdragt er ved at kvæle Toni. Kameraet holder fast i Tonis desperate øjne, der får bekræftet sine anelser om elskernes bedrag, da Gary meget tøvende kommer ham til undsætning – en heltegerning, der ender med at udsætte Gary for stråling.

Situationen fremtvinger et interessant dilemma: Hvad stiller man op med et menneske, der netop har reddet ens liv og bragt sit eget i fare, men samtidig knalder ens kæreste?

Desværre lader Zlotowski spørgsmålet svæve i luften uden for alvor at lade dramaet og følelserne forløses i et svar.

Grand Central er 34-årige Zlotowskis anden spillefilm og var i 2013 udtaget til Cannes-festivalens miniput-konkurrence Un Certain Regard.

I debuten Belle épine spiller Léa Seydoux en forsømt teenager, der bliver viklet ind i en motorcykelbandes kaotiske verden. Her havde Adéles liv-stjernen en dybere karakter at arbejde med, mens hun i rollen som Karole blot er den nødvendige pige i midten, der påfaldende ofte smider tøjet.

Jalousidramaet på atomkraftværket løftes dog af de to mandlige tilbedere. Tahar Rahim fik sit gennembrud i Jacques Audiards Profeten, og sammen med Denis Ménochet løfter han Grand Central ved at beånde deres hårdtarbejdende karakterer med en troværdig aura af maskulint kød og blod.

Titel:
Grand Central

Land:
Frankrig, Østrig

År:
2013

Instruktør:
Rebecca Zlotowski

Manuskript:
Rebecca Zlotowski, Gaëlle Macé

Medvirkende:
Tahar Rahim, Denis Ménochet, Léa Seydoux

Spilletid:
94 min.

Premiere:
Månedens film i Cinemateket i København. Kan ses marts ud.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
18. feb. 2015
Under the Skin

Under the Skin

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. nov. 2015
Legend

Legend

Biografanmeldelse
25. juni 2015
The Word

The Word

Biografanmeldelse
17. juni 2015
Entourage

Entourage

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!