Gravity

Da Gravity fik premiere i Alfonso Cuaróns hjemland Mexico, spurgte en lokal tv-reporter ham om, hvordan det var at indspille en film i rummet.

Måske var det slet ikke så dumt et spørgsmål endda. For en af Gravitys største bedrifter er, i hvor høj grad den får rummet til at føles virkeligt. Og den gør det ikke så meget ved at fange alle detaljerne, men ved at gøre selve sci-fi-genren intimt menneskelig.

Rummet, der er tale om, er termosfæren – altså et par hundrede kilometer fra Jorden – hvor rumstationer og satellitter er i kredsløb, og klodens overflade ligner det, man ser på Google Earth. I åbningssekvensen følger vi den daglige rutine på en rumstation, hvor den nørdede videnskabskvinde Ryan Stone (Sandra Bullock) vedligeholder et eksternt modul på Hubble-teleskopet under opsyn af den snakkesalige senior-astronaut Matt Kowalski (George Clooney).

Filmen dyrker originalt de to hovedpersoners subjektive perspektiver: Vi hører den brummen og knitren, de selv oplever under deres hjelme, og refleksionerne og lysbrydningerne, der bliver sendt tilbage fra deres krumme visirer, flyder forbi vores tredimensionelle synsfelt.

De befinder sig i en trafikeret tyngdeløs zone, der ligesom Kowalski ikke længere kan skjule sin alder. Her lever magtblokkene fra før 1989 i bedste velgående, og amerikanske, russiske og kinesiske rumstationer koloniserer stadig termosfæren. Modsat dengang er astronauterne dog ikke længere afguder, men medarbejdere i service-industrien. ”Jeg kører bare bussen,” som Kowalski selvudslettende bemærker. Og det er en bus, hvis hjul er ved at falde af.

Film som Rumrejsen år 2001 og den kultdyrkede Silent Running har for længst undermineret Flash Gordons portræt af rumrejser som et heroisk eventyr. Gravity genopretter heroismen, men gør den til et spørgsmål om individuel udholdenhed for to astronauter, der er efterladt på en slags faldefærdig, svævende parkeringsplads.

Apollo 13 skildrede også driftssvigt, som dog blev ordnet takket være teamwork mellem astronauter og kontrolcenter. Den slags støtte er der ikke i Gravity. Forbindelsen til Houston bliver kappet tidligt, efter at teleskopet bliver ramt af vragresterne fra en henfaldende russisk satellit, og Ryan bliver efterladt langt væk fra rumbasen. Da hun bruger en brandslukker som rygraket, er det rumudgaven af at reparere sine briller med gaffatape. Det ville dog være en tilsnigelse at oversælge filmen som en dystopisk rumfabel, for filmen er på mange måder også en traditionel og indimellem klichefyldt eventyrfortælling.

Træmanden Ryan får påklistret en smertelig, overtydelig forhistorie med en datter, der døde i en ulykke på en legeplads (irriterende nok ender disse flashbacks dog med at være ret bevægende). Og selv de, der er utrænede i NASA-etikette, vil være klar over, at en astronaut næppe ville trække i sin rumdragt kun iført undertøj, som Sandra Bullock gør det.

Også selve castingen af Bullock og Clooney – hvis stjerneaura på ingen måde underspilles – taler imod filmens rumrealisme, og parret bliver igen og igen reddet i sidste øjeblik.

Men de klassiske suspense-greb bliver også brugt, fordi de virker. Mens projektil-lignende skår fra den ødelagte russiske satellit suser forbi hende, hopper Ryan rykvist fra tom rumstation til tom rumstation for at finde tilbage til rumfærgen. Og det gør Gravity til en neglebidende rutsjetur. Alien uden aliens.

Der er dog også mere interessante ting at komme efter end god gammeldags spænding. Jorden er fra dette perspektiv et sted af stor skønhed med dens strålende, sovende byer og det tryllebindende nordlys. Det er et ærefrygtindgydende syn, som Cuarón bruger til at skabe et indtagende møde mellem action og poesi, 3D-suspense og eksistentielle gåder.

Få film – måske kun Rumrejsen år 2001 og dokumentarfilmen For All Mankind – har som Gravity formidlet rummets dobbeltansigt af fare og vidunder så imponerende.